Tabak

Tabak på Østerbro er en gennemsnitlig oplevelse, men kan anbefales til en hurtig, spontan bid.

Man skal jo lytte til redaktører, og da en herværende af slagsen lod mig vide, at Tabak var noget af det bedste indiske i byen, følte jeg mig kaldet til at lægge vejen forbi. Kun for at konstatere (hvad jeg egentlig godt vidste), at engang imellem skal man netop ikke lytte til redaktører.

Vi kom forbi en fredag aften, og alene det at få et bord i byen var naturligvis et held. Det er ikke ganske let med kort varsel, men her var næsten tomt, da vi kom - senere kiggede flere og flere forbi, så det er sådan et sted, hvor det kan lade sig gøre.

Hjørnebutikken her i Willemoesgade er forholdsvis behersket dekoreret, prunkløst og lidt slidt interiør, ligesom baggrundsmusikken holder sig netop der - i baggrunden. Omgivelserne er jo, hvad man i udlandet kalder residential, og stille er her. I vinduet står en række bordvimpler, som ville signalere internationalt topmøde, var det ikke fordi, indtrykket dementeres så eftertrykkeligt af det øvrige udstyr.

Bag baren stod en enlig tjener, der virkede mere end almindeligt søvnig. Da vi satte os, var vi alene i restauranten bortset fra et enkelt andet par, og dog syntes det vanskeligt for manden at bevare overblikket over opgaverne. Ikke decideret uforskammet betjening, bare så komplet og aldeles uinteresseret, at gæsterne ikke kunne være i tvivl om, at de var til ulejlighed, og at alting ville have været nemmere uden dem. Senere ankom dog et hold studiner, hvorefter vi kunne ånde lettet op og konstatere, at tjeneren ikke var helt død.

Kokken, der indimellem kiggede ud fra sit baglokale, så til gengæld overbevisende autentisk ud. Spisekortet ligner det, man får på så mange andre lignende restauranter - der må findes en central producent et eller andet sted. En række numre med vegetar, kylling og lam, forskellige menuforslag og såmænd også et par vildtretter, der dog så meget lidt tillidsvækkende ud og jo heller ikke er voldsomt relevante i genren. Vin fås, men bør frarådes - ikke fordi, man ikke kan drikke vin til stærkt krydret indisk mad, men fordi spørgsmålet om vin til maden ikke er overvejet et sted som her, der typisk udliciterer det vinøse til skrupelløse sælgere.

Da pappadams og nan-brød ankom, blev vi ret glade. Sidstnævnte var varme og luftige og virkede friske, og de tilhørende dressinger (traditionel rød og grøn) var fine og ret milde. En rigtig god start.

Min hustru lagde ud med en lidt tynd kyllingesuppe med kyllingestykker, piftet op med citron - en ganske god effekt i en suppe, der ellers ville have været meget flad.

Jeg fik stegte tigerrejer, et vovet valg, men det holdt; serveret rygende varme på en støbejernsplade lige fra tandoorien, den nok så bekendte ovn - stedets specialitet, forlyder det. Løg og peberfrugt havde fået lov at brænde lidt på, lige akkurat nok til at give en ganske raffineret effekt, det smagte glimrende. Risene, der fås i forskellige varianter, var velkogte og i orden. Lam i spinat, rigeligt udkogt kød - jeg tror simpelthen ikke, den oprindelige råvare har været af tilstrækkelig kvalitet, om end det var svært at skelne mellem ingredienserne; dertil var krydderiet for massivt og ret tungt.

Kylling Masala var fortolket som meget sødlig sovs, der savnede lidt kant, men kyllingen virkede saftig nok, og retten var absolut passabel.

Som dessert stod den på indisk is, kaldet kulfi , lavet på mælk - der var kun det ene valg. Kanel, kardemomme var krydderierne, og isen, der blev serveret i tern, var isnende kold og havde en let smuldrende konsistens. Det industrielle flødeskum på toppen var, som sådan noget nu er - uspiseligt.

Men billigt er det hele vejen igennem. Tre retter og et par fadøl til hver kan gøres for 500 kroner, og det fås ikke meget billigere nogetsteds i byen.

Mere er det så heller ikke værd. Tre stjerner til Tabak for en oplevelse, hvor prisen svarer til kvaliteten.

lillelund@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.