Restaurant Fuego
Fuego betyder ild, og det er navnet på byens eneste argentinske restaurant. I elegante lokaler kan vinterklamme danskere lade sig forføre af tangorytmer og en duft af gaucho og store bøffer.
Fuego - ild - ildlandet, Argentina, store bøffer, stærke gauchos og tango. Fantasien varmede villigt op inden besøget på restaurant Fuego i Holbergsgade, vist nok den eneste argentinske restaurant i København. Vi havde kigget lidt på hjemmesiden og fået hældt olie på fantasiens bål. Noget med at grille, åben ild og helstegte dyr i selve restauranten, tango, vinsmagning og andet godt blev der lagt op til på forskellige ugedage. Selv om man blev opfordret til et spontant besøg, bestilte vi for en sikkerheds skyld bord, uanset at det var en ganske almindelig regnfuld februar tirsdag.
Det viste sig at være en god idé, selv om vi kom tidligt, og dermed var de første gæster, så var der forudbestilt rigtig mange pladser.
Smukt lokale
Restauranten åbnede i november 2003, og lokalet er meget smukt og roligt. Bortset fra den meget moderne pejs ved indgangen er der intet, der hentyder til forbindelsen til Sydamerika. Alt er holdt gråt i gråt og i hvidt - det er åbenbart, at den grå-hvide skala er in både i hjemlig indretning og på de nye restauranter. Indretningen alene gør, at man forventer et højt gastronomisk niveau, for sådan fungerer vore fordomme, selv om de bliver modbevist den ene gang efter den anden.
Her støttes fordommen - eller lad os i pænhedens navn kalde det forventningen - af priserne. Billigste hovedret 185 kr. og tre treretters menuer til hhv. 325 kr., 290 kr. og 365 kr.
Vi skal godt rundt på kortet og vælger hver en menu, den ene bytter dog desserten ud. Den slags kan man frit gøre, men så bliver det ikke til menupriser, men til a la carte-priser, hvilket er rimeligt nok.
Min medspiser er en god kødspiser, hvilket man naturligvis bør være, når man går på en argentinsk restaurant. Selv kan jeg godt lide kød, men jeg kan ikke kapere de store mængder.
Den klassiske
Medspiserens menu blev El clásico til 325 kr.
Forretten (85 kr. i løssalg) bestod af en krabberoulade, det stod der på kortet, men den må de simpelthen døbe om. Jeg fik en prøvesmagning, og jeg fandt en ganske lille lyserød streg i noget fyld og var dermed heldigere end min medspiser, men smag af krabbe var der ikke. Til gengæld var der et halvt hårdkogt æg og noget fisk - men det var måske krabbekød, der bare ikke smagte af noget? To skiver roulade af sukkerbrødsdej (uden sukker), og iskoldt fyld uden smag. Ved siden af noget salat toppet med italiensk skinke. Mystisk sammensætning, der ikke gjorde noget for hinanden.
Min forret var agnolottis pasta, altså pastalommer med fyld (men hvilket fyld?) med orange og jordbærsauce (75 kr. i løssalg). Jeg var positivt indstillet, for fantasi er da velkomment. Det blev en interessant oplevelse. Appelsin og jordbær smager rigtig godt sammen, men i en forret med pasta sker der det, at smagsløgene bliver brændt af af den revne appelsinskal, og dermed har forretten ikke opfyldt sin funktion: at åbne smagsløg og appetit til næste punkt på menuen. Af samme grund var det umuligt at bedømme fyldet i pastaen.
Min medspisers hovedret (195 kr.) var argentinsk oksemørbrad med risotto med safran og svampe. Kødet var stegt efter ønske, medium til rødt, og det var mørt og saftigt. At man valgte at servere det som tre store klumper var måske et forsøg på at være rustik, men det virkede bare klodset. I midten lå noget, der blev kaldt risotto, men det var det ikke. Det var bare udkogte ris, oven i købet var de lidt tørre, og så manglede man pludselig saucen. En mager omgang til næsten 200 kr.
Samme rustikke servering blev min hovedret udsat for. And med pære-gnochi, gorgonzola og en kompot af skovbær. Dertil en ung artiskok med bær i toppen og overhældt med appelsinsaft, en stump bladselleri dyppet i beignetdej og dybstegt, men kold og slatten ved serveringen, nogle rå svampe uden smag og to enorme klumper andebryst. Jeg vil meget nødig møde andens kusine en mørk nat på vej til dammen, for den vil være i stand til at trampe alt ned. Jeg har aldrig set magen til andebryst, ret magert, meget rosa, men mørt og velstegt, selv om skindet ikke havde fået lov til at blive sprødt. Bryststykket var blot delt i to store stykker, og jeg kunne ikke engang kæmpe mig igennem det ene, så der var virkelig mad nok til en ægte gaucho. Heller ikke her var der noget at udsætte på kødet - men på tilbehøret!
Fantasi og håndværk
Det er altså ikke nok at have fantasi, man skal også kunne sit håndværk og udvide fantasien til at vurdere, om de forskellige ingredienser passer sammen. Gnochi - af den slags der har størrelse som makaronihorn - serveret i gorgonzolasauce er en vammel mundfuld til andekød, men smager til gengæld dejligt med skovbærrene. Så kommer artiskokken og vælter ind over med sin særprægede smag, der til gengæld får lidt ekstra med bær og saft. Bladsellerien bør man glemme hurtigst muligt, og skal svampene have en chance, så må man tage sig ordentligt af dem.
Det kan være helt bevidst, at man ikke gør meget ud af, hvordan tallerkenerne ser ud, at det skal se rustikt og groft ud, men det virker ikke. Man sidder i et højelegant lokale og hører smægtende musik i baggrunden - man ved, at italienerne ikke blot har givet Argentina tangoen, men også en masse gode madtraditioner, og så savner man deres enkle raffinement.
Der er for mange ting, der ikke passer sammen, og som i stedet for at sætte hinanden i relief blot klasker sammen. Det er en skam, for intentionerne er der.
En af de intentioner, der heller ikke fungerer endnu, er virkeliggørelsen af pampasens gaucholiv med den åbne ild og grillning, der skal foregå i selve restauranten. Problemer med udsugning og aftræk til skorsten har udsat premieren på den del af festen, men nu sker det snart, lover tjeneren. Det bliver da hyggeligt, ligesom man kun kan prise initiativer som tangoaftener og vinsmagning.
God tid til maden
Vi bestilte vores mad omkring kl. 18.30, og vi kunne rejse os kl. 21.15 - og så havde vi ikke fået kaffe. Regningen lød på 962 kr., deraf var de 347 kr. brugt på en argentinsk rødvin - anbefalet af tjeneren - frugtig og udmærket til både før, under og ind imellem for- og hovedret.
Det var lang tid og mange penge, var vi enige om, og havde vi ikke været i godt selskab, så havde vi nok prøvet at skynde lidt på serveringen. Køkkenet ligger i kælderen, og maden kommer op med elevator. Der er ikke langt, men vi kunne konstatere, at maden var halvkold, inden den nåede hen på vores bord. Den slags går ikke på en restaurant, der tillader sig at tage 75 kr. for den dessert, som jeg afsluttede måltidet med. Æblepandekager med rom, flødeskum, svesker og en tørret abrikos, der havde trukket i et eller andet stærkt. Pandekager er ikke svære at lave, men denne var både tyk, blød og sej og smagte ikke en smule af æble, men var hvinende sød af en slags sirupsfyld muligvis med rom. Sveskerne var bare svesker. Abrikosen var god.
Men ærlig talt, 75 kr. for en abrikos!
Til gengæld var min medspiser begejstret for sin dessert (65 kr.), en iskugle overtrukket med chokolade og en kerne af karamel. Dertil et par italienske mandelkager dyppet i mandellikør og ved siden af en stribe flødeskum, muligvis med lidt spiritus i, plus et jordbær - dem er kokken glad for. Gad vide hvorfor. Jeg smagte, og jo, isen var god, men håbløst anrettet på sin store tallerken.
Der var ikke mange stjerner at se på denne regnvåde aften, og det var man helt ked af. Det vippede mellem to og tre, og når vi ender på tre, er det på trods af en hel del ting, men primært på grund af, at vi tror, det kan blive bedre. Der var gode takter, men for mange svipsere. Det bliver sikkert bedre, når man begynder at grille - men i mellemtiden burde man faktisk sætte prisen ned.