Min opskrift på gløgg sendte min hustru i seng med David Beckham

At lave mad er at smage på mad, det gælder også en gløggessens, hvortil kræves sødme, bitterhed, varme krydderier (altså kanel snarere end mynte) og sprit.

Man kan jævnt hen justere, som man vil, smage sig frem, der er dog visse retningslinjer:

Spritten først: Det er altså ikke med hvadsomhelst, man kan hælde i sin essen. Jeg taler ikke om dyr cognac eller dyr rom, men undgå snaps, som kan tilføre en ubehagelig bitterhed.

Jeg brugte varmere ting som rom og cognac, begge købt på tilbud i Føtex. Jeg ved godt, at årets 300 års jubilar, Hviids Vinstue, er berømt for en essens gjort på spiritusrester året igennem, men om de ligefrem bruger alt, tvivler jeg lidt på.

Jeg håber det ikke.

Jeg brugte tawnyport til min essens, så får man lidt nougatsmag og brun farin med i købet, men ruby-typen, som er mere frugtig, dur også.

Rødvinen kan være snart sagt hvad som helst, helst uden for megen tannin. Man kan ikke bruge vin, der har prop. Igen: Smag på ingredienserne, de skal smage godt hver for sig og på hver deres måde. Pas på ikke at overgøre kanelindslaget, det kan være svært at justere tilbage.

Appelsin er en god ting – appelsinskal også (især). Den må rives én gang; det hvide, der kommer til syne, er bittert. Appelsinen skal være økologisk og usprøjtet, her kan der ikke afviges, det er ikke nok at skylle den.

Bland ingredienserne og smag til under opvarmning. Blandingen skal være stærkere og sødere end det endelige resultat. Husk, der skal blandes rødvin i til sidst, og det er surt og pjasket – i denne sammenhæng.

Temperaturen må under tilberedningen ikke komme meget over 70 grader på noget tidspunkt, for alkohol fordamper ved 78 grader, og her skal ikke tages nogle chancer desangående, vores gløgg skal jo ikke bære julen ud. Stærkt skal det være for at holde sødmen stangen, ellers bliver det kvalmt som et stormagasin under tidlig oppyntning.

Finsprit og svenskere

Essensen skal trække så længe som muligt, det bliver den bedre af. Men et par døgn er også helt fint. Til sidst varmes den (forsigtigt) igen op, og der justeres med rødvin under stadig tilsmagning. Server! Nogle kan lide mandelsplinter og rosiner i drikken, dem om det. Der er også nogle, der betaler producenterne for at hakke mandlerne og lægge dem i små poser, der må være penge blandt folk.

Styrke er selvfølgelig et spørgsmål om smag, ligesom ingredienser. Byens Kro i det indre København er berygtede for deres dødsgløgg, som indeholder frisprit og ligefrem kan tiltrække svenskere. Jeg har ikke smagt den og er egentlig heller ikke fristet af det.

Gløgg tiltrækker mig i det hele taget ikke, men jeg har engang været strandet på en vingård i Provence i midvinteren uden varme, og jeg bekender, at jeg i dage drak en del vin chaud (det betyder bare: varm vin), den franske pendant, som er mindre sød. Vores gløgg stammer snarere fra det tyske glühwein.

Da jeg noget modstræbende påtog mig gløgg-opgaven med ordene: »Så skal den i hvert fald være stærk,« foreslog redaktøren arbejdstitlen: En gløgg, der sender svigermor i seng klokken 21.

Den købte jeg ind på. Som det hedder.

Min svigermor var dog ikke til stede under testen, men hendes datter var, og hun smagte en halv kop.

Hun blev fundet sovende et par timer senere i selskab med Netflix-dokumentaren om David Beckham, og hun interesserer sig ikke for fodbold, men alligevel, det siger vel lidt om opskriften.