*

Forbrug & Test

Sådan vælger du cyklen, der holder længst

Hvis du vil have mest holdbarhed for pengene på din hverdagscykel, skal du gå efter aluminiumstel og indvendige gear og undgå nylondæk.

For de fleste danskere er en hverdagscykel ikke til at undvære, og det vrimler med billige cykler til få tusinde kroner i supermarkeder og netbutikker. Senest har IKEA nu også lanceret sin første cykel.

Tip til cykelvedligeholdelse
  • Sørg for, at dækkene er pumpet godt.
  • Tjek en gang om ugen, om der sidder småsten i dækkene. Småsten kan med tiden gnave sig ind i dækkene og give punkteringer.
  • Giv jævnligt kæden olie.
  • Tjek, om bremseklodserne på bremserne er slidte.
  • Giv kablerne olie om vinteren, så der ikke samler sig vand, der kan fryse gearene eller gøre dine bremser svage.

Kilde: Torben Finn Laursen, Cykelportalen.dk

Men det kan være en god idé at se grundigt på cyklens holdbarhed, før man køber. Og hvordan gør man så det?

Først er der stellet. Langt de fleste hverdagscykler har rammer af aluminium, men der findes også cykler i stål, siger Andreas Otto fra Cyklistforbundet.

- En aluminiumramme er mest holdbart. Aluminium ruster ikke og lader sig ikke påvirke af det danske vind og vejr og salt på vejene, siger Andreas Otto.

Han mener dog også, man kan have mange gode år på en cykel i stål - det kræver bare mere vedligeholdelse.

- En stålcykel kræver, at man er god til at tørre den af og rengøre den, så saltet ikke får lov at sidde på stellet, siger Andreas Otto.

Dernæst er der dækkene.

Nogle billige cykler har nylondæk, men dem skal man holde sig helt fra, råder Torben Finn Laursen. Han driver den uafhængige side Cykelportalen.dk og har en fortid som teknisk redaktør for Dansk Cykel Unions magasin.

- Nylondæk revner lynhurtigt, fordi de bliver møre, når de udsættes for varme og kulde. Man kan kende nylondæk ved, at de typisk er blege og gullige på siden af dækket, siger Torben Finn Laursen.

Man kan også spørge sin cykelhandler om punkterfri dæk med indlæg i. Hvis dæk er punkterfri, betyder det typisk, at dækkene indeholder et kevlar-lignende materiale.

- Det gør dækket næsten 100 pct. punkterfrit, siger Andreas Otto fra Cyklistforbundet.

Han påpeger også vigtigheden af at købe dæk, hvor rillerne i dækmønstret er dybe.

- Vi har meget regn i Danmark, og man står bedre fast på vejen med et godt dækmønster, så man kan køre hele året rundt på det, siger Andreas Otto.

Kæden er også vigtig at have øje på. IKEA's nye cykel kommer med en kæde lavet af gummi og karbonfibre, og det er umiddelbart en meget holdbar løsning, mener Andreas Otto.

- Den type bæltedrev er super vedligeholdelsesfrit og virkelig stærkt. Kæden skal ikke smøres, og den kan ikke ruste. I det lange løb er det en rigtig god investering, siger han.

Man kan også finde andre cykler med samme type bæltedrev, men de er relativt sjældne.

Lige meget, hvilken kæde man har, skal man sørge for at have en kædeskærm, siger Andreas Otto.

Endelig er der gearene. Her anbefaler begge cykeleksperter, at man holder sig til indvendige gear på sin hverdagscykel.

- Indvendige gear er lidt tungere, men de fungerer bedre i længden og passer mere sig selv. Udvendige gear kræver mere vedligeholdelse, siger Torben Finn Laursen.

Når kæden, dækkene, stellet og gearene er tjekket efter, kan man endelig spørge sig selv, om det er holdbart at købe en billig cykel frem for en lidt dyrere.

Spørger man Torben Finn Laursen, kan det meget hurtigt blive dyrt at købe en billig cykel.

- De helt billige cykler kan ofte slet ikke repareres, og de færreste kommer igennem den første vinter. Så bliver man nødt til at smide dem ud. Jeg synes, man skal holde sig fra billige cykler til under 5000 kroner. Hvis man ikke har råd til en dyrere cykel, er det bedre at købe brugt, siger Torben Finn Laursen.

/ritzau/FOKUS
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Trafiksikkerhed: Sammen kan vi redde liv ude på vejene
Klaus Bondam, direktør i Cyklistforbundet | Carina Christensen, adm. direktør i ITD – branche- organisationen for den danske vejgodstransport
Højresvingsulykker er dybt tragiske for alle involverede.
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her