Annonce
Forbrug & Test

Det er blevet trendy at opmagasinere

Pulterkammer: Vores behov for mere plads i hjemmet har givet lagerhoteller vind i sejlene. På få år er der kommet flere af de såkaldte ”self storage”udbydere, som tilbyder depotrum på lejebasis – særligt ved de større byer. Du skal dog være opmærksom på prisforskelle, og om din forsikring dækker.

Folkepensionist Kirsten Drefeld flyttede til et mindre hus og opmagasinerer f.eks. hynder på et lagerhotel. Foto: Niels Hougaard

Du kender måske til problemstillingen: Hvor skal du gøre af ungernes gamle legetøj, familiens skiudstyr eller samlingen af cd’er, når boligens sparsomme opbevaringsplads i forvejen er udtømt?

For mange kan løsningen være at opmagasinere tingene på et lagerhotel, hvor de får deres eget depotrum og kan komme og gå, som det passer dem. ”Self storage”-udbyderne har kronede dage – især i de større byer.

Et ekstra loftsrum

»Det er helt rigtigt, at der er kommet langt flere opmagasineringshoteller, både i Jylland og i Storkøbenhavn,« siger Niels Meibom-Larsen, der er formand for Self Storage Association Denmark, brancheorganisationen for lagerhoteller og direktør for City Self-Storage.

Tidligere var branchen især drevet af kundernes behov for korttidsopbevaring i forbindelse med flytning mm. I dag er der en voksende andel af langtidskunder, der bruger deres rum som et ekstra ”loftsrum”.

Private depotrum

Tjek om din forsikring dækker

  • Mange lagerhoteller tilbyder, at du kan tegne en forsikring hos dem. Men hvis du har en indboforsikring, vil du i forvejen typisk være dækket i op til 12 måneder, hvis dit forsikringsselskab kan godkende lagerhotellet.
  • Du bør derfor altid kontakte dit forsikringsselskab, inden du deponerer dine ejendele eller tegner en tillægsforsikring.
  • Der kan være begrænsninger i dækningen, du skal tage højde for. Eksempelvis er der ingen dækning ved simpelt tyveri – heller ikke ved tyveri af særlige værdigenstande, smykker og møntsamlinger, og der kan være en begrænsning på, hvor meget af forsikringssummen du kan få dækket.

Kilde: Forsikringsoplysningen - forsikringogpension.dk

»Det kan forklares med urbaniseringen. Der er flere, der flytter til de store byer, og i meget nybyggeri er der begrænset opbevaringsplads. Derfor er der flere kunder, der vælger at få et fast rum i mange år,« siger Niels Meibom-Larsen og påpeger, at det ikke kun er folk i små lejligheder, der vælger den løsning.

Jyske priser

Det kan også være en person med en lejlighed på 200 m2 på havnen i Aarhus, som har nogle møbler, der ikke skal stå fremme, eller en villa-ejer, der gerne vil udnytte pladsen bedre.

Virksomheden Boxit åbnede sit første lagerhotel i Aarhus V i 2003. I dag har Boxit 10 afdelinger i Jylland og på Fyn, og inden for de næste to år har den ekspansive pladsudbyder planer om at åbne nye afdelinger i Aarhus, Aalborg og København. Sidstnævnte kan dog blive en udfordring.

»Der er mange om buddet i Storkøbenhavn, men jeg tror på, at vores jyske priser kan gøre en forskel,« siger direktør Christian Nielsen fra Boxit.

Ifølge trendforsker Anja Bisgaard Gaede fra Spott trends & business ApS er langtidsdeponering en trend, der især appellerer til kvinder og ældre forbrugere.

»Kvinderne har en præference for at gemme deres ting. De er mere fællesskabsorienterede og sociale i deres tankegang, ligesom de ældre forbrugergrupper er mere traditionelle i deres tankegang og ønsker at bevare minderne, som de er,« forklarer Anja Bisgaard Gaede med henvisning til undersøgelser, hvor forskellige forbrugergruppers emotionelle præferencer er blevet kortlagt ved hjælp af hjernescanninger.

En god opbevaringsløsning

Siden Kirsten Drefeld i efteråret 2014 flyttede til et mindre hus, har et depotrum været den helt rigtige løsning.

»Jeg benytter depotrummet til alle de ting, som jeg ikke har plads til i det nye hus, hvor der hverken er loft eller kælder. Eksempelvis hynder til havestolene, vigtige papirer og bøger. Det fungerer rigtig godt. Det er meget trygt, fordi der er alarm på, og jeg har min egen adgangskode,« siger den 65-årige folkepensionist, der betaler 135,79 kr. om måneden for et rum på 1,5 m2 hos Nettolager i Glostrup og netop har anbefalet en af sine veninder at gøre det samme.

Indretningskonsulent Ann Antons fra LivingPlus anerkender, at det kan være svært at få plads til alle sine ting i moderne boliger, men hun så hellere, at det blev en anledning til at stramme op.

»Det kan være en god løsning med et depotrum, hvis det er midlertidigt, og man eksempelvis har planer om at flytte til noget større, men gemmer man sine ting af ren nostalgi, skubber man bare pladsproblemet foran sig,« siger Ann Antons.

Hun mener, at en opmagasinering ofte vil resultere i, at man glemmer, hvad man har stående, og det tydeliggør, hvor lidt man har haft brug for tingene i første omgang.

Store prisforskelle

Overvejer du at opmagasinere dine ejendele, skal du se dig godt for. Et pristjek, Jyllands-Posten har foretaget, viser, at der kan være mange penge at spare, hvis du er villig til at køre lidt længere end til det nærmeste lagerhotel.

Læser du med fra mobilen? Så klik her for at se grafik med pris-sammenligning.

Hos virksomheden Boxcare kan midtjyske forbrugere spare 63 kr. om måneden og få et større rum, hvis de er villige til at tage at køre et par kilometer længere til afdelingen i Them frem for Silkeborg. I København er der hver måned 200 kr. at spare hos City Self-Storage ved at tage til Hvidovre i stedet for København Ø.

»Der, hvor vi betaler højere husleje, eksempelvis inde midt i byen, er vi også nødt til at tage en højere pris. Hvis du bor i byen, skal du derfor gøre op med dig selv, hvor ofte du har brug for at komme til dit rum. De økonomisk orienterede kan med fordel vælge et lagerhotel lidt ude i periferien,« siger Niels Meibom-Larsen, der er formand for Self Storage Association Denmark og direktør for City Self-Storage.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

Der blev også stillet mange krav, da vi var unge – men vi blev ikke forstyrret af smartphones

Kåre Lauring
Måske er den rigtige løsning en massiv indsats i folke- og gymnasieskolen for at få afhjulpet den afhængighed, tusinder af unge har udviklet i forhold til deres smartphone og det at være med på de sociale medier og ikke at slække på kravene til de unges uddannelser.
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her