Annonce
Forbrug & Test

Analyser din garderobe og undgå fejlkøb

Ved at lave et såkaldt garderobestudie kan du undgå at købe tøj, der ender bagest i skabet og ikke bliver brugt. Læs, hvordan du gør.

Når du skal lave et garderobestudie, kan det være en fordel at dele dit tøj op efter type. Bukser for sig, T-shirts for sig, kjoler for sig og så videre. Foto: Dmytro Vietrov/Colourbox

Det er spild af både penge og ressourcer at købe tøj, som ender med at ligge på nederste hylde i skabet uden at blive brugt.

Ikke desto mindre har de fleste et par bukser eller nogle T-shirts liggende, som bare samler støv. Men med et såkaldt garderobestudie kan du måske undgå fejlkøb i garderoben fremover.

Det fortæller tekstildesigner Louise Ravnløkke, som er i gang med et ph.d.-projekt på Designskolen Kolding, hvor hun undersøger, hvad der karakteriserer det tøj, vi bruger meget, og det tøj, vi ender med sjældent at have på.

Hun har blandt andet interviewet otte kvinder og gennemgået deres garderobe sammen med dem.

- Ved at lave et garderobestudie, kan vi blive mere bevidste om, hvad det er for noget tøj, der fungerer godt for os, og som vi rent faktisk går med, og bevidst tage den viden med, når vi går ud og shopper, så vi mindsker risikoen for fejlkøb, siger Louise Ravnløkke.

Skær ned i garderoben
  • Sæt tal på, hvor mange bukser, T-shirts og så videre du vil have.
  • Hav tøj i forskellige farver og design, så du har mange kombinationsmuligheder.
  • Spot dit favorittøj ved at spørge dig selv: Hvad ville jeg putte i kufferten som det første, hvis jeg skulle på ferie?
  • Pak det tøj væk, du ikke bruger i en bestemt sæson.
Kilde: Thea Kappel

Når du skal lave et garderobestudie, kan det være en fordel at dele dit tøj op efter type. Bukser for sig, T-shirts for sig, kjoler for sig og så videre.

Derefter deler du tøjet op i to bunker: en med det, du bruger ofte, og en anden med det tøj, du sjældent bruger. Spørg så dig selv: Hvad kendetegner tøjet i de to bunker?

Ifølge Louise Ravnløkke er det typisk farven, snittet, materialet eller pasformen, som gør, at noget tøj ikke bliver brugt. Faktisk viser et norsk studie, at cirka en femtedel af det tøj, kvinder skiller sig af med, bliver kasseret på grund af pasformsproblemer.

- Vi kender alle følelsen af at have noget tøj på, som passer til vores krop, så vi nærmest ikke mærker, at vi har det på. Men hvis tøjet sidder stramt, eller vi ikke kan strække armene, så begynder vi at mærke, at det er ubehageligt at have på og lader det ligge i garderoben, siger hun.

Sådan undgår du at købe tøj, som ikke bliver brugt

Så overvej, om du bruger nogle kjoler eller bluser mere, fordi de eksempelvis sidder løst eller har en ærmelængde, som føles behagelig.

Farven på tøjet kan også være afgørende. En bestemt farve kan nemt drage os i købsøjeblikket, men når vi kommer hjem, opdager vi måske, at farven ikke passer til vores hudfarve eller til resten af garderoben.

Det samme kan gøre sig gældende med tøjets snit. Vi synes måske, at det er flot, men opdager så, at det ikke passer til vores kropsform, siger Louise Ravnløkke.

- Så hvis det er jeans, kan du overveje, om det er de højtaljede eller de lavtaljede, du synes, passer bedst til dig, og om det skal være skinny jeans eller bukser med løse ben, siger hun.

Materialet, som tøjet er lavet af, kan betyde meget for, om vi synes tøjet føles behageligt. Så hvis du har noget tøj, som du elsker at bruge – eller noget tøj, som du ikke bryder dig om at have på - så tag notits af, hvad for et materiale, det er lavet af.

Sådan skærer du din garderobe ned til 37 stykker tøj

Der sidder altid et mærke i tøjet, hvor det fremgår, hvilket materiale tøjet er lavet af, og hvordan det skal vaske og vedligeholdes. Og sidstnævnte kan også være godt at bide mærke i. Er der noget tøj, du ikke får brugt, fordi det skal håndvaskes, stryges, renses eller andet?

Når du gennemgået alle bunkerne med tøj, kan du skrive ned, hvad du har lært om dine tøjpræferencer.

- Vi har hver især personlige erfaringer med, hvad der fungerer godt for os, og hvilke præferencer vi har. Det handler om at gøre disse erfaringer synlige for os selv, så vi kan have dem med som en mental note, når vi går ud og køber nyt, siger Louise Ravnløkke.

Når du hænger tøjet tilbage i skabet, er det oplagt at lægge det pænt sammen og skabe overblik ved for eksempel at pakke alt det tøj væk, som du ikke skal bruge i denne sæson.

For at få brugt sit tøj mest muligt, er det nemlig afgørende at holde orden i sit skab, siger Thea Kappel, der er designantropolog og har skrevet speciale om såkaldte capsule wardrobes, hvor man skærer sin garderobe ned til et minimum for at blive mere glad for det tøj, man har.

- Mange oplever at finde noget bagest i skabet og tænke "gud den havde jeg glemt, jeg havde". Så jo nemmere tøjet er at finde i skabet, og jo mindre tæt det hænger, jo større chance er der for, at tøjet bliver brugt, siger hun.

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

JP mener: Husk at tale med djævlen

Hvis man kun hører sig selv og sine ligesindede, bliver man dummere og dummere for hver dag, der går.
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Guide til ski i Grønland: Her er der skisæson både sommer og vinter
Skimæssigt kan Grønland næppe konkurrere med Norge eller Alperne, hvis man foretrækker gode anlæg, store løjper og barer med afterskiing. Til gengæld er naturen i Grønland vildere, og bjergene en stor udfordring. Vi viser vej til fire store skioplevelser. 
Se flere
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her