Annonce
Forbrug & Test

Små vaner kan spare meget strøm i køkkenet

Brug mindre vand til at koge pasta og kartofler, og tænd først ovnen, når retten skal ind, lyder nogle af rådene.

Sørg for at sætte låg på gryden, når du laver mad, og afkalk dine køkkenapparater jævnligt. Foto: Colourbox

Vi bruger meget strøm, når vi står i køkkenet og svinger kødgryderne, men hvis du følger et par simple råd, kan du nemt spare penge på din elregning.

Først og fremmest skal du undgå at have køkkenudstyr til at køre, som du alligevel ikke bruger. Så selv om der ofte står i en opskrift, at du skal starte med at tænde ovnen, så er det sjældent nødvendigt, siger civilingeniør i Energistyrelsen Signe Friis Christensen.

- Moderne ovne varmer rimelig hurtigt op, og man kan sagtens sætte en kage eller en ret ind i en kold ovn og så bare forlænge bagetiden lidt, siger hun.

Når du bruger din ovn eller dine kogeplader, kan du også spare strøm ved at slukke for maden nogle minutter før, den er færdig, og udnytte eftervarmen.

Overvej elforbruget, når du køber nyt
  • Gå efter opvaskemaskiner med energimærke A+++, og kig også efter energiforbruget, vandforbruget og støjniveauet.
  • Gå efter et komfur, hvor ovnen har energimærke A. Overvej eventuelt et gasblus. Det giver et lavere CO2-udslip end elkogeplader.
  • Gå efter en ovn med energimærke A eller A+.
  • Gå efter en emhætte med energimærke A eller A+ og B eller bedre i fedtfiltrering.
Kilde: sparenergi.dk

Derudover er det vigtigt at vælge den rigtige størrelse gryde til kogepladen.

Hvis en gryde er for lille til kogepladen, bruger du ifølge Energistyrelsen cirka 25 procent mere strøm på det højeste trin, end hvis gryden passede. Det gælder dog ikke for induktion.

Sørg også for at sætte låg på gryden, når du laver mad, så du holder på varmen og bedre kan skrue ned for blusset.

Det kan også betale sig at bruge lidt mindre vand, når du koger pasta, kartofler, grøntsager eller æg.

For eksempel kan du spare 30 procent strøm ved at koge kartofler med en lille smule vand i stedet for at dække kartoflerne helt til, oplyser Energistyrelsen.

Her er de skjulte strømslugere i hjemmet

Renser du din emhætte cirka en gang om måneden, kan det også spare penge på elregningen.

- Jo mere snavset filtret er, jo mere sug skal der være på emhætten, og motoren skal arbejde mere, og det øger både elforbruget og støjniveauet, siger Signe Friis Christensen.

Sørg også for at afkalke dine køkkenapparater jævnligt. Hvis elkedlen eller kaffemaskinen er kalket til, skal den bruge væsentligt mere strøm og mere tid på at lave varm vand eller kaffe, siger Signe Friis Christensen.

Når du skal vaske op, er det en god idé at bruge et kort program på opvaskemaskinen og vaske ved lavere temperatur. Hvis opvasken kan klares ved 50 grader, bruger det 10-20 procent mindre strøm end opvask ved 65 grader.

Spar penge med disse køleskabstricks

Endelig er det vigtigt, at du ikke har køkkenapparater til at stå unødigt på standby.

En mikroovn, der udelukkende viser klokken, kan med fordel slukkes, hvis du alligevel ikke bruger den så tit.

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her