Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail
Annonce
Forbrug & Test

Perfekt til vinterferien: Tre festlige og sociale spil til din PlayStation

Her er tre gode spil, der på hver deres måde kan samle familien og venneflokken om spilkonsollen – på en helt ny måde.

Foto: PR

Sjoveste quiz-spil længe

Knowledge Is Power er et fængende quiz-spil, der både tænder konkurrenceinstinktet og underholder øjnene på ganske skøn vis hele vejen igennem. Spillet er et PlayLink-spil, hvilket vil sige, at alle deltagere (fra to til seks personer) styrer spillet via deres egen smartphone.

Først downloader alle Knowledge Is Power-appen, derefter forbinder man sin telefon med spillet på PlayStation-konsollen, og så er man klar til at vælge sin egen avatar (er du en cowgirl? En hotdog? En storhjernet videnskabsmand?) og løbe ud i quizrummet, der er fyldt med gyldne døre, snurrende maskinerier og farvestrålende platforme, som var man havnet i en scene fra Charlie og Chokoladefabrikken.

Foto: PR

Man vælger spørgsmålskategorier ved at løbe igennem de guldglitrende døre, og hver spilrunde får således ret tidligt i forløbet en overvægt af eksempelvis filosofi-, film- eller konkurrencesport-spørgsmål. Der er god variation i emnerne og et underholdende fokus på tempo, som yderligere intensiveres af, at man kan forsinke sine konkurrenter ved at kaste slim, bomber eller frostforbandelser på deres svarmuligheder. Man gribes af stemningen – og taber således med ægte ærgrelse, ligesom man vinder med stor, konfettisprudlende fryd. Herligt quiz-spil. Skægt for voksne, og absolut børnevenligt, men bemærk, at alt foregår på engelsk.

Knowledge is Power
4 stjerner
159 kr. til PS4 (PlayLink)
Wish Studios

 

Hvem stoler du på?

Ligesom Knowledge is Power er Hidden Agenda et PlayLink-spil, hvor op til seks spillere kan deltage via deres smartphone. Opgaven er i fællesskab at afsløre en morder, der slår sine ofre ihjel med snedige bombeanordninger.

Foto: PR

At spille spillet er fuldstændigt som at se et afsnit af en krimi-tv-serie, blot med den forskel, at alle i sofaen har mulighed for at påvirke handlingen via mobiltelefonen. Hvor hurtigt reagerer du i en action-sekvens? Hvem stoler du på af dine kriminalbetjent-kollegaer? Og sidder der nogen i sofaen med en anden agenda end dig?

Denne form for spil-møder-tv-serie er en glimrende idé, og jeg forudser spændende muligheder og stor popularitet for genren fremover. Hidden Agenda vandt da også prisen for Bedste Casual-spil til GamesCom-konferencen i sommers. Og folkene bag, Supermassive Games, skabte da også det glimrende gyserspil Until Dawn, som jeg gav 5 stjerner her på jp.dk:

Anmeldelse Ups, jeg er kommet til at slå nogen ihjel



Foto: PR

Desværre blev jeg ikke rigtigt fanget af karaktererne i Hidden Agenda og dermed ikke for alvor suget ind i fortællingen. Og det duer ikke, når den sælges som både urovækkende og nervepirrende. Ideen bag spillet og kvaliteten i produktionen fortjener dog tre stjerner, og så vil jeg se frem til næste udspil inden for genren. Den er værd at holde øje med.

Hidden Agenda
3 stjerner
Supermassive Games
159 kr. til PS4 (PlayLink)

Launch-video til Hidden Agenda:

 

Genialt bombespil

Har I et PS VR-headset? Så er Keep Talking and Nobody Explodes et absolut must!

I spillet skal et hold på to eller flere samarbejde om at desarmere en bombe, inden den sparsomme tid løber ud. Kun én person kan faktisk se bomben – og det er personen, med virtual reality-headsettet på. Den anden spiller (eller de øvrige, man kan i princippet være så mange bombeeksperter, man har lyst til) har til gengæld adgang til en bombemanual, som på logisk men kryptisk vis forklarer, hvad VR-spilleren skal gøre under den indviklede og præcisions-krævende desarmeringsproces.

Foto: PR

Manualen har 23 sider med skrevne instrukser, der inkluderer alt fra overklipning af farvede ledninger til labyrintgåder og tydning af morsekoder, og det er kun gennem præcis, hurtig og ikke-panisk kommunikation, at man sammen kan uskadeliggøre bomben, inden de røde tal på timeren rammer 0. Der opstår hurtigt en intens stemning omkring samarbejdet over den tikkende bombe, og det er lige så sjovt at sidde ude i virkeligheden, som det er at have VR-brillerne på, hvilket er noget af en bedrift. Genialt samarbejdsspil, der giver nyt liv til VR-headsettet.

Foto: PR

Keep Talking and Nobody Explodes
5 stjerner
Steel Crate Games
Omkring 112 kr.
, testet på PlayStation med PS VR.
Kan også spilles med Oculus Rift, HTC Vive og Samsung Gear VR.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce
Bolig
Overdådig luksus tæt på dronningen: Nu står den gamle murermestervilla helt skarp
Sådan siger Vivian Bank Egebirk, der sammen med sin mand Stefan Sørensen har totalrenoveret en gammel, klassisk patriciervilla, som grænser op til Mindeparken ved Marselisborg Slot. De holder af markant kunst, dyre dråber og rene designlinjer. Men det behøver ikke koste en formue. 
Se flere
Overdådig luksus tæt på dronningen: Nu står den gamle murermestervilla helt skarp
Sådan siger Vivian Bank Egebirk, der sammen med sin mand Stefan Sørensen har totalrenoveret en gammel, klassisk patriciervilla, som grænser op til Mindeparken ved Marselisborg Slot. De holder af markant kunst, dyre dråber og rene designlinjer. Men det behøver ikke koste en formue. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her