Annonce
Forbrug & Test

Her er årets bedste mobilspil 2017

Gå ikke glip af disse fem forrygende mesterværker til din mobil og tablet, fra håndtegnet magi og dansk dysterhed til det sjoveste rullespil nogensinde.

Puzzle-spillet Gorogoa. Foto: PR

Sjoveste rullespil nogensinde

Det er 11 år siden, jeg prøvede mit første Katamari-spil (på en PlayStation Portable), og siden jeg fik en iPhone og begyndte at spille spil på mobilen, har jeg håbet, ventet og glædet mig til, at nogen ville få den idé at rykke det geniale, japanske spil ind på smartphone-skærmene. Og nu er det endelig sket!

Screenshot fra spillet

Katamarien er en klæbrig bold, der skal rulles hen over gulve, græsplæner og fortove. Undervejs samler den alt op, der er mindre end den selv, mens den vokser tilsvarende i størrelse. I starten samler man tegnestifter og terninger op, så bliver det doughnuts og skakbrikker, siden kondisko og møbler. Og når først katamarien er blevet stor nok til at rulle ud i verden og hærge igennem landskaberne for alvor, er det hunde, køer, giraffer og fly, der samles op, mens man stadig behændigt skal undgå forhindringer – dvs. objekter, der er større end én selv. Virkelig sjovt!

Det komiske mesterværk fungerer perfekt på telefonen og er indsvøbt i det samme gakkede og iørefaldende soundtrack, som da jeg spillede det første gang. Det er gratis at downloade, hvilket betyder, at der er indlagt nogle meget fristende muligheder for at bruge penge i shoppen, når man f.eks. lige rammes af en forhindring på et ubelejligt tidspunkt og ikke kan bære at skulle starte forfra. Jeg vidste godt, at jeg ville være et nemt offer, og det tog mig heller ikke mere end tyve minutter, før jeg fløj hypnotiseret ind i shoppen og brugte penge på digital overlevelse. Jeg må advare om, at det hurtigt kan blive en dyr fornøjelse, hvis man bliver meget bidt af rulleriet; men en fornøjelse er det til gengæld. Hurra for Katamarien!

Amazing Katamari Damacy
iOS og Android
Gratis, mulighed for tilkøb i spillet
Udvikler: Bandai Namco
Amazing Katamari Damacy hos iTunes

Dansk mesterværk – endelig på mobilen

I foråret vandt det danske spil INSIDE hele fire BAFTA-priser i London, og det var blot ét af højdepunkterne i spillets globale sejrsgang, hvor udviklerne fra Playdead kunne hive statuetter med hjem fra samtlige store spilprisuddelinger verden over; samt begejstrede topanmeldelser over hele linjen, inklusiv selvfølgelig Jyllands-Postens seks-stjernede anmeldelse lige her:

Du bør straks gå i gang: Nyt dansk spil er et mareridtsagtigt mesterværk

Og nu er det juble-tid igen: Hvis ikke du fik spillet Inside ved udgivelsen på konsol eller pc, har du nu en ny, forrygende mulighed for at prøve spillet på din tablet eller telefon – og endda helt gratis. I hvert fald det første kapitel.

Screenshot fra spillet

Det burde altså være en no-brainer: Download det straks og nyd en dyster, poetisk og æstetisk gennemført spiloplevelse i verdensklasse. Når du er færdig med kapitel 1, vil du have mere, og du vil ikke fortryde at købe resten. Det giver dig ikke bare en fuldstændigt uforglemmelig oplevelse, men også en god fornemmelse i maven over at støtte den danske spilindustri, og dermed hele landets fremtid.

INSIDE
iOS
59 kr. for hele spillet. Første kapitel er gratis.
Udvikler: Playdead
INSIDE hos iTunes

Forbløffende, håndtegnet puzzle

Jeg var ikke mange minutter inde i puzzle-spillet Gorogoa, før jeg tænkte ”okay, whauw, jeg har aldrig set noget lignende”. Det har jeg så alligevel, for Gorogoa minder lidt om det (ligeledes mesterlige) spil Framed: I begge spil skal man bevæge sig gennem spillets gåder ved at rykke rundt på rækkefølgen af forskellige billeder i et tegneserie-layout for at ændre eller eksperimentere med udfaldet af forskellige scener.

Screenshot fra spillet

Gorogoa har dog sin helt egen og betydeligt mere bøjelige og drømmelignende logik, hvor der kan zoomes ind og ud på overraskende vis på mange af de detaljerede billeder, og hvor kombinationerne af dem ofte fører til nye, trippede overraskelser og uventede perspektiver. Forbløffende magisk.

Både historien og den håndtegnede stil i Gorogoa er smuk, anelsesfuld og mættet med sælsomme tegn og symboler, som et sæt mystiske, pastelfarvede tarotkort. Spillet er netop udgivet efter syv års udvikling, og det er det perfekte spil at hive frem, hvis du kender nogen, der tror, at mobilspil bare er distraherende larm og hurtige kalorier. Gorogoa er vidunderligt fantasifuldt, blidt bevidsthedsudvidende og smukt som et digt.

Gorogoa
45 kr.
iOS (plus Nintendo Switch og PC)
Udvikler: Buried Signal
Gorogoa hos iTunes

Her er årets fem bedste mobilspil

Vemodig romantik

En gammel mand modtager et brev, og straks griber han rygsæk og vandrestav og begiver sig ud på en vandring gennem de bakkede landskaber, der omgiver hans hjem. I stedet for at styre de lille vandringsmand, skal man modificere landskaberne omkring ham, så de passer til hans (og hans vandrestavs) formåen – en fin mekanik, der virker fuldstændigt logisk, også senere på rejsen, når landskaberne bliver mere udfordrende med vandfald, tog, både og får, der står i vejen.

Foto: PR

Det lønner sig også at klikke på hver lille detalje i de omgivelser, man passerer undervejs, for spillet er fyldt med små nuttede animationer: Fra små papirflyvere, der svæver ud af en halvåben dør i en landsby, til kirkeklokker, der sætter romantiske minder i gang. Det med minderne er en væsentlig del af spillet: Når den gamle mand sætter sig ned for at tage et hvil efter hvert kapitel, foldes scener fra hans fortid ud i nogle virkeligt bedårende, farvestrålende billeder, så man bliver helt rørt.

Old Man’s Journey er en charmerende og vemodig oplevelse fyldt med fine detaljer.

Old Man’s Journey
45 kr.
iOS og Android
Udvikler: Broken Rules
Old Man’s Journey hos iTunes

Swipe og dø, dronning

I sommeren 2016 udkom mobilspillet Reigns, hvor man skulle styre sit kongedømme ved at swipe til venstre eller højre, når der skulle tages royale beslutninger, ganske som man kender det fra Tinder og beslægtede apps. Og alle elsker at swipe: Reigns blev et øjeblikkeligt hit, og nu er opfølgeren landet, denne gang med dronningen i hovedrollen. Det giver selvfølgelig nye, skægge muligheder for at udstille vanviddet ved hoffet, samt åbner muligheden for små feministiske oprør, krydret med et herligt skvæt naturmagi og heksekunst. Og jojo, det betyder selvfølgelig bare, at man så bliver brændt på bålet, eller, som jeg har for vane, bliver trampet ihjel af lidt for begejstrede undersåtter, der vil kysse min ring – men det er da skæggere end at dø (små-ignoreret) i barselssengen eller at køre galt i sin diamant-besatte guldkaret.

Screenshot fra spillet

Lydsiden er stadig formidabel, fra det intrigantes hofs pludresprog til den lækre klikken fra det astrologi-lignende årshjul, der viser dronningernes på hinanden følgende regentperioder. Reigns: Her Majesty er nemt at spille, let at elske og fyldt med små, labert udtænkte detaljer - en lille perle.

Som at spille Tinder i middelalderen: Populært mobilspil endte ikke godt for JP's spilanmelder

Reigns: Her Majesty
25 kr.
iOS og Android
Udvikler: Nerial og Devolver Digital
Reigns: Her Majesty hos iTunes

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her