Forskere: Mundskyl kan give kræft

Mundskyl er ikke bare et uskyldigt hjælpemiddel, konkluderer et stort tværeuropæisk studie.

Artiklens øverste billede
Det er alkoholen i mundskyl, som giver kræft, ifølge forskningen.

Effekten af en dårlig ånde kender alle; både dem der spyer den, og dem der står i skudlinjen for den uhumske lugt.

Og i årevis har der eksisteret en oplagt løsning på det udbredte problem. En frisk mundskyl, som ved hjælp af alkohol og antibakterielle stoffer nemt holder stanken stangen.

Men nu advarer europæiske forskere om, at ulempen ved mundskyllen kan overgå fordelen. I et stort tværeuropæiske studium konkluderer de nemlig, at væsken kan give kræft. Det skriver Daily Mail.

"Hold dig fra skyllemiddel"

Undersøgelsen, der sammenligner 1.962 forbrugere af mundskyl med 1.993 sunde og raske personer, når samme konklusion, som et australsk studie fra 2009.

Resultatet var, at alkohol fra mundskyl højner risikoen for at få sygdommen, fordi den kan forårsage kræft og ved skylningen nemt gennemtrænger mundslimhinden. Risikoen er højest, hvis man bruger midlet tre gange om dagen eller mere.

Det får lektor David Conway fra Glasgow Universitets tandlægeskole til at opfordre folk til at passe på med skyllemidlet.

"Det er kun i meget få tilfælde, at en mundskyl faktisk behøves. For langt de fleste er det eneste, der behøves, en tandpasta med fluor, tandtråd og rutinemæssige tjek hos tandlægen," siger han til Daily Mail.

Røglugt giver kræft

Han indrømmer dog også, at der er visse fejlkilder i undersøgelsen, som han har stået i spidsen for.

Den tager nemlig ikke højde for, at folk, der bruger meget mundskyl, nogle gange bruger det til at dække over en lugt af røg eller alkohol. I så fald er det ikke mundskyllen, der giver kræft, men de usunde vaner.

Andre har været på banen med samme kritik. Professor Damien Walmsley, der er konsulent hos fagforeningen for de britiske tandlæger, tilføjer, at mange af dem, der bruger mundskyl måske ikke har en tilstrækkelig tandhygiejne, og at det snarere er det, der er årsagen til forekomsten af kræft.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen