Hold nytårsforsættet

Hold målet for øje og få succes med nytårsforsættet.

Artiklens øverste billede
Folk kan godt lide fysiske nytårsforsætter, fordi de er nemme at måle. Arkivfoto: Polfoto

Torben Wiese er ledelsescoach og kåret som Danmarks næstmest motiverende foredragsholder af den uafhængige rådgivningsvirksomhed One2speak. Han mener, at man burde ændre ordet nytårsforsæt til nytårsmål – for forsæt betyder hensigt.

»Det er ret vagt formuleret. På en arbejdsplads ville du aldrig opleve din chef tale om en budgethensigt – der har man mål. Jeg synes, det er tankevækkende, at der privat er meget mere elastik i tingene,« siger han.

Et godt nytårsforsæt skal ifølge ham forbedre ens situation. Ofte er det fysiske mål som at ville tabe sig, stoppe med at ryge, komme i bedre form, løbe et maraton eller se sine venner mere.

»Grunden til, at folk godt kan lide fysiske nytårsforsætter, er, at de er meget nemme at måle,« siger Torben Wiese, der synes, at andre typer nytårsforsætter kan være endnu mere interessante.

For eksempel kan man sætte sig et mål for, hvordan man vil tænke i det kommende år.

»Det er det indre liv. Et nytårsforsæt kunne godt være, at man vil være mere positiv, mere åben for at lytte eller tænke i muligheder frem for problemer. Hvis man er jobsøgende og efterhånden har mistet selvtilliden, så kunne et nytårsforsæt være at tro på, at man er god nok,« siger han.

Den tredje type nytårsforsæt er, hvilke følelser man gerne vil præges af i løbet af året.

»Man kan for eksempel sætte sig for, at man vil have mindre vrede i sit liv, mindre aggressivitet, mindre uro, mindre utryghed. Ligesådan kan man sætte sig mål for, at man vil have mere lykke, ro eller glæde. Mange er ikke vant til at sætte sig mål for den slags, så det tager noget tid,« siger han.

Selvfølgelig kan man få selvtillid af at løbe et maraton, men Torben Wiese mener, at vi også bør tænke omvendt og sætte mål for følelserne og tankerne og finde de fysiske handlinger, der fører til de tanker og følelser, vi ønsker.

»I stedet for to-do-lister bør vi lave to-feel-lister og to-think-lister. Så kommer man ud af vanetænkningen, og der opstår nye handlemuligheder. Det ydre liv er vigtigt, men det indre er endnu vigtigere,« siger han.

Stil ikke for høje krav til dig selv

Psykolog Jacob Mosgaard ser, at nytårsforsætter som regel bliver formet, fordi folk er utilfredse med noget. Ifølge ham er det en god idé at omformulere det, så man lægger vægt på, hvad man ønsker at opnå. Han oplever, at nytårsforsætter i øjeblikket er meget individuelle og i høj grad handler om, at vi vil komme i form eller tabe os.

»Vi ritualiserer vores dårlige samvittighed én gang om året, men hvis nytårsforsættet reelt er udtryk for noget, man gerne vil opnå eller lave om, så kan man se nytåret som en ny start. Der er noget menneskeligt over at have en startdato,« siger han, og fortsætter:

»Det er ikke, fordi folk er dumme eller dovne i løbet af året, men der er masser gode grunde til, at man ikke får tingene gjort. Hvis man for eksempel gerne vil bruge mere tid med sin familie, så kommer det i konflikt med nogle andre værdier om, at man gerne vil have en driftig karriere. Der er mange vigtige projekter i livet, der kan komme i vejen.«

Hans råd til at holde nytårsforsættet er ikke at sætte barren for højt. Så i stedet for at starte med at løbe ti kilometer fem gange om ugen, så begynd med nogle meget kortere løbeture.

»Hvis man sætter målet for højt, så træder man ind i en succes- eller fiasko-fortælling om sig selv, for enten klarer man det, eller også er man en fiasko,« siger Jacob Mosgaard, der mener, at de fleste nytårsforsætter holder en måneds tid.

Derefter går det ned ad bakke, for så forsvinder motivationen, derfor er det også vigtigt, at man gør processen til noget, man nyder.

»Man kan for eksempel løbetræne et sted, hvor der er smuk natur, så det er noget, man har lyst til, og ikke noget, man skal tvinge sig selv til at gøre,« siger Jacob Mosgaard.

Sæt klare mål

Anne Bech er personlig træner og forfatter til bogen ”Fit på 100 dage,” der udkommer i dag. Hun er stor tilhænger af nytårsforsæt, fordi det er en oplagt måde at få gang i træningen.

»I januar går man ikke så meget ud, og der er ikke så meget, man skal, så det er et oplagt tidspunkt at starte på en frisk. Vi må indse, at december ikke er den bedste måned motivationsmæssigt, hvis man skal begynde at træne,« siger hun, og fortsætter:

Anne Bech er personlig træner og er stor tilhænger af nytårsforsæt. Hun mener, at januar er den oplagte måned at starte på en frisk. Foto: PR

Ifølge hende er hemmeligheden ved at komme i gang med træningen og holde ved at tænke grundigt over, hvad målet er, inden man springer ud i det. Det kan være, at man vil tabe et par kilo på sidebenene, men det kan også være, at man bare vil holde sig sund og rask, så man kan leve et par år længere, når man bliver gammel.

»Det er vigtigt at sætte klare mål for, hvornår man lever op til sine ambitioner. Hvis man bare siger, at man ønsker at leve sundere i det nye år, bliver det for diffust,« siger hun.

For eksempel kunne man sætte sig for at træne fire gange om ugen i den første måned og tre gange om ugen derefter.

Husk dig selv på nytårsforsættet

Det er vigtigt, at vi ikke kun tænker på nytårsforsættet lige omkring nytår, men løbende holder målet for øje.

»Hvis man mener det seriøst, skal man have nytårsforsættet stående på post it-sedler, på computerskærmen, på køleskabet og i kalenderen. Det holder, for der er mange, der begynder at glemme deres mål efter 14 dage, men der er målet ikke blevet mindre vigtigt,« siger Torben Wiese, der også er en af kræfterne bag hjemmesiden Brydvanen.dk, der har en funktion, hvor den kan sende påmindelser til din telefon og mail, så du ikke glemmer dit mål.

Hemmeligheden til at komme i gang med træningen er at sætte sig klare mål, inden man springer ud i det. Arkivfoto: Polfoto

»Det er vigtigt at gennemtænke, hvad man får ud af det. Hvis man cykler hver dag, så kommer man i bedre form, så kan man passe noget af sit smarte tøj igen, man får selvtillid, ens partner ser på en med andre øjne. Det er effekten, der skal motivere dig til at cykle, selv om det er regnvejr,« siger han.

Han råder også til ikke at fortælle vidt og bredt om nytårsforsættet, han har nemlig selv oplevet, hvordan det kan stikke en kæp i hjulet for hele projektet.

»For et par år siden havde jeg tilmeldt mig et maraton, og jeg talte om det mange gange hver dag. Jeg fik så meget ros og anerkendelse, og det eneste, jeg havde gjort, var at tilmelde mig løbet og løbetræne lidt. Når jeg kom hjem om aftenen, var jeg helt træt af at tale om det her løb, og det endte faktisk med, at jeg ikke gennemførte det,« siger han.

Efter løbet begyndte folk at skrive til ham og spørge, hvordan løbet var gået, og om han fik en god placering.

»Det var deprimerende, for så var jeg nødt til at finde på dårlige undskyldninger, og jeg mistede igen energien i mig selv. Jeg ved nu, at for mig virker det oftest bedst at holde målet for mig selv, og så vil jeg meget hellere overraske positivt om tre måneder, og så står familien og vennerne og bliver imponerede. Så får man ægte ros for noget, man har gjort, og ikke bare noget, man har planlagt,« siger han.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.