Forskning lægger løbemyte i graven
Ny amerikansk forskning har kigget på sammenhængen mellem løb og slidgigt
Det er sikkert noget, som de fleste løbere har hørt eller talt om. Det der med at flere ugentlige hårde løbeture øger risikoen for at udvikle gigt i leddene på grund af slidtagen fra de danske veje og stier.
Men nu skulle den nyeste amerikanske forskning på området endegyldigt kunne give svar på det spørgsmål. Paul Williams og hans hold på Lawrence Berkeley National Laboratory har nemlig fulgt næsten 90.000 løbere i en lang årrække og konkluderer, at løbere kun udvikler gigt i halvt så mange tilfælde som andre mennesker.
Derudover havde dem, der løb mest faktisk den mindste risiko for at udvikle slidgigt. Det fremgår af forskergruppens analyse offentliggjort i Medine & Science.
Ændrer sig ved skade
Henning Bliddal er klinisk professor hos Institut for Klinisk Medicin ved Københavns Universitet og har med sin viden på området heller ikke set en tendens til, at mange løbeture skulle resultere i flere slidgigtslidelser.
"Der er tidligere lavet mange undersøgelser på maratonløbere, der viser, at kroppen godt kan klare den her belastning uden at udvikle gigt. Det ændrer sig dog, hvis der opstår en skade. Er leddet under angreb, så er der en grænse for, hvad man kan byde det," siger Henning Bliddal.
Den nyeste amerikanske kortlægning af fænomenet stammer helt tilbage fra henholdvis 1991 og 1997, hvor man henholdvis er begyndt at analysere to løbegrupper. Den lange forskningsperiode gør Paul Williams sikker på resultatets troværdighed.
Moderat træning
"Der er en opfattelse af, at man slider på kroppen, når man er ude at løbe. Men de tusindvis af forsøgpersoner i den her forskning viser, at det ikke er tilfældet. Havde der været en sammenhæng, så havde vi set den," siger han til Washington Post.
Henning Bliddal har samme syn på sagen. Derfor kan myten om, at hård løbetræning medfører gigt godt blive lagt i graven.
"Løber man meget i sin hverdag, træner man i realiteten bare sit led, og det er jo vældigt godt. Faktisk forværrer moderat træning af et led med slidgigt end ikke situationen," siger Henning Bliddal.