Rynkecreme kan give allergi
Pas på! Der kan være bivirkninger ved noget af indholdet i en rynkecreme.
En rynkecreme hjælper på at fjerne de små linjer i ansigtet. Til gengæld giver den dig muligvis allergi.
Det viser undersøgelser af rynkecreme, som er foretaget på Videnscenter for Allergi og Hudafdelingen på Odense Universitetshospital af læge Jakob Torp Madsen.
Nogle rynkecremer indeholder mikrokapsler, hvis funktion er at få cremen til at trænge længere ind i huden. Men kapslerne kan øge risikoen for at få allergi, skriver Forbrugerkemi.dk
Stoffer fremkaldte allergi
Det er de såkaldte ethosomer, som er blevet undersøgt. Det er fedtstoffer, som kan indkapsle et stof, så det bliver transporteret længere ind i huden. Denne funktion benyttes især i rynkecremer.
Forskerne fandt frem til, at når disse fedtopløselige stoffer er indkapslet, fremkalder de allergi hos personer, der ikke har allergi, og de gør allergien værre hos dem, der har det i forvejen.
Undersøgelserne har været publiceret i tidsskrifterne Acta-Dermato Venereologica og Contact Dermatitis.
Ingen mærker på området
Hos Informationscenter for Miljø og Sundhed bekymrer man sig over undersøgelsens resultater.
"Det er svært for forbrugerne at finde plejeprodukter uden mikrokapsler, fordi deklarationen på produkterne kun angiver fedtstoffet, men ikke hvordan det er bygget op. I øjeblikket er der ingen mærker, som kan hjælpe på det punkt," siger Mia Kjærstad, der er miljø- og sundhedsfaglig medarbejder hos Informationscenter for Miljø og Sundhed.
Informationscenter for Miljø og Sundhed har følgende råd til forbrugere af rynkecreme:
- brug få plejeprodukter og brug kun det, der er nødvendigt.
- prøv at undgå produkter, som reklamerer med at benytte mikrokapsler eller indeholder liposomer, ethosomer, flexosomer, niosomer eller transfersomer.
- gå efter produkter, som både har miljømærket Svanen og deklareret i samarbejde med Astma-Allergi Danmark. Det forhindrer ikke, at der kan være mikrokapsler i, men Svanen garanterer, at der ikke er partikler på nano-form.
LÆS OGSÅ: Tjek din shampoo for farlige stoffer