Forskere har fået gennembrud i jagten på kur mod sukkersyge

Sygdommen Diabetes 1 kan muligvis være fortid i løbet af få år.

Artiklens øverste billede
Snart kan Diabetes 1-patienter måske undgå insulinsprøjten.

Et gennembrud i diabetesforskningen på Havard University kan betyde, at patienter med Diabetes 1 inden for de kommende få år kan gemme insulinsprøjterne væk. Det skriver det engelske nyhedsbureau Press Association.

For første gang nogensinde er det nemlig lykkedes forskerne at fremstille insulinproducerende betaceller i så store mængder, som det kræves for at gennemføre en succesfuld celletransplantation, der gør det muligt for kroppen selv at producere insulin.

Det er godt nyt for rigtig mange danskere. Ifølge Diabetes Foreningen lider 320.545 danskere af sukkersyge, heraf 10 pct. af Diabetes 1. Og hidtil har det ikke været muligt at kurere sygdommen.

Har forsket 23 år for at helbrede søn

I spidsen af forskningsholdet står professor Doug Melton. Han har gennem 23 år forsøgt at knække koden til at helbrede patienter med Type 1 diabetes, efter hans egen søn fik konstateret sygdommen som spædbarn.

Det ser nu ud til at være lykkedes ved hjælp af embryonale stamceller, som findes i den indre cellemasse i et befrugtet æg fra en kvinde.

En forskerkollega ved Rockefeller University har svært ved at skjule sin begejstring.

"Doug Melton og hans kollegaer har åbnet døren til lægemiddelforskningen og transplantationsbehandling inden for diabetes. Det er et af de vigtigste fremskridt til dato inden for stamcelleområdet," siger professor Elaine Fuchs.

Betacellerne bliver i øjeblikket brugt i dyreforsøg, hvor de flere måneder efter transplantationen fortsat producerer insulin.

Doug Melton håber på at lave forsøget med mennesker i løbet af få år.

”Vi er nu blot et præklinisk skridt væk fra målstregen," siger han.

Sukkersyge kan ikke forebygges

Diabetes 1 bliver typisk opdaget i barne- eller ungdomsårene, uden at forskerne kan forklare hvorfor. Sygdommen kan hverken forebygges eller – indtil videre – helbredes.

Sygdommen sætter fuldstændig kroppens insulinproduktion ud af drift, fordi immunforsvaret dræber de celler, der producerer insulin.

Insulin er nødvendigt for at holde blodsukkerniveauet nede på et normalt niveau. Flere gange dagligt må sukkersygepatienter derfor tage insulininjektioner eller benytte en insulinpumpe.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen