Nye sager om misdannelser hos spædbørn

Lægemiddelstyrelsen har fået nye indberetninger om bivirkninger af antidepressiv medicin.

Artiklens øverste billede
Modelfoto: Colourbox

Sager om alvorlige bivirkninger ved gravides brug af de såkaldte lykkepiller vælter fortsat frem.

En forespørgsel Ekstra Bladet har foretaget hos Lægemiddelstyrelsen afslører, at der i perioden fra 7. marts i år og frem til i dag har været syv nye danske indberetninger om formodede bivirkninger hos spædbørn og børn som følge af moderens brug af lykkepiller.

Det drejer sig om en spontan abort, tilfælde af misdannelse i hjertet og i hjernen hos spædbørn og to nyfødte, der er født med abstinenser, hvoraf det ene type kan være dødelig.

Bivirkninger hos ældre børn

Herudover drejer to af indberetningerne sig om to børn på henholdsvis seks og syv år, hvor det formodes at moderens brug af lykkepiller under graviditeten, har ført til, at de har fået en såkaldt psykomotorisk retardering, der dækker over, at kroppens funktioner bliver langsommere eller holder op med at fungere.

Og fundet af bivirkninger hos ældre børn, burde føre til, at spædbørn, der fødes af kvinder, der har taget antidepressiv medicin under graviditeten, bliver monitoreret.

Det mener lektor Lise Aagaard fra Institut for Farmakologi og Farmakoterapi på Københavns Universitet.

- Det er et område, der ikke har været så meget fokus på, men det vil være oplagt, at man nu systematisk begynder at følge disse børn under deres opvækst og får registreret, hvilke problemer de eventuelt får, siger hun.

Fire dødsfald

Hos Lægemiddelstyrelsen fortæller chef for Lægemiddelgodkendelse, overlæge Steffen Thirstrup, at man har taget de to sager om mulige bivirkninger hos ældre børn til efterretning.

- De to tilfælde af psykomotorisk retardering, ser vi ikke så ofte, og det står heller ikke ordentlig beskrevet i afsnittet om bivirkninger ved produkterne, så det er et område, det er vigtigt, vi også har fokus på, siger han.

Udover over de syv nye sager, har der været indberetninger om alvorlige bivirkninger i en række enkeltstående tilfælde - heraf fire dødsfald.

Kilde: Ekstra Bladet

Andre læser

Mest læste

Del artiklen