Spiseforstyrrelser giver tårnhøje tandlægeregninger

Bulimikere og anorektikere kæmper hver dag med deres udseende. Og oveni kommer fem-seks-cifrede tandlægeregninger.

Dårlig kost og opkast ødelægger tænderne, men der er ingen hjælp til tandlægeregningerne, selv om spiseforstyrrelse er en anerkendt sygdom.

»Det er for dårligt, at man står alene med regningen. Skaden er jo en følge af deres sygdom. Hvis man får en blodprop og ender i kørestol, kan man få penge til at indrette sit hjem efter det,« siger Anne Minor Christensen, formand for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, til metroXpress.

Værst står det til for bulimikeres tænder, fordi de hele tiden kaster op, mens anorektikere får løse og porøse tænder. Malene Nielsen fik anoreksi som 13-årig. 12 år senere var hendes tænder så ødelagt, at det kostede 80.000 kroner at udbedre.

»Studerende får omkring 60.000 kroner i SU, så det svarer til mere end et års SU,« siger Anne Minor Christensen.

Ingen hjælp

Hos Tandlægeforeningen kender man problemet. En tandkrone er ofte løsningen.

»Det er en dyr affære, fordi det kan dreje sig om 10-12 tænder. Mavesyren slider på tænderne, og der kan være knækket stumper af tænderne,« siger Susanne Andersen, formand for Tandlægeforeningen.

»Det er bestemt ikke svært at nå 50.000-60.000 kroner,« siger hun.

Formanden for Folketingets sundhedsudvalg vil ikke umiddelbart hjælpe spiseforstyrrede.

»Det er en alvorlig sygdom, men vi har mange, som henvender sig, og til sidst skal vi lukke op for alle. Vi er nødt til at sætte grænsen et eller andet sted,« siger Preben Rudiengaard (V). »Hvis man har meget dårlige tænder og kan dokumentere det, kan man gå til socialforvaltningen i sin kommune og prøve at få støtte der.«

Kilde: metroXpress

Andre læser

Mest læste

Del artiklen