Succes med svinehjerte giver håb for patienter på venteliste

Svinehjerter kan blive et reelt alternativ til menneskehjerter, hvis resultater holder, siger hjerteprofessor.

Artiklens øverste billede
Operationen, der blev gennemført fredag, er den første af sin slags i verden. Foto: -/Ritzau Scanpix

Det er ”rigtig stort”, at amerikanske kirurger er lykkedes med at indoperere et hjerte fra et genmodificeret svin i et menneske.

For det kan der være store perspektiver i.

Sådan lyder vurderingen fra Gunnar Gislason, der er forskningschef i Hjerteforeningen og professor i hjertesygdomme ved Københavns Universitet og på Gentofte Hospital.

- Det er noget, der giver virkelig, virkelig store perspektiver og håb for de mange patienter, som sidder på en transplantationsliste og måske har en meget svær prognose, hvis ikke de får et nyt hjerte, siger han.

Han uddyber, at man altid vil foretrække et menneskehjerte. Men da de ofte er en mangelvare, vil det være en hjælp, hvis hjerter fra genmodificerede svin kan bruges.

Modtageren af svinehjertet er 57-årige David Bennett fra Maryland, USA. Han er tidligere blevet erklæret uegnet til at modtage et organ fra et andet menneske.

Operationen, der blev gennemført fredag, er den første af sin slags i verden.

Den demonstrerer, at et hjerte fra et dyr kan overleve i en menneskekrop uden at blive afvist med det samme, lyder det fra University of Marylands medicinske afdeling.

Ifølge Gunnar Gislason kan svinehjertet potentielt holde i mange år for 57-årige Bennett. Men det kan også stadig nå at blive afstødt fra kroppen.

Her holder man øje med de første uger i processen, fortæller Gunnar Gislason. Derudover vil man på længere sigt se på, hvordan kroppen reagerer mere generelt.

Hvis det viser sig som en gangbar løsning, kan svinehjerter blive mere udbredt som et reelt alternativ til menneskehjerter.

- Det kan godt blive et alternativ, når vi ikke har et menneskehjerte. Helt klart.

- Hvis det viser sig, at det her holder og ikke bliver afstødt, så giver det virkelig, virkelig stort håb for de mange patienter, som sidder og venter på et nyt hjerte, siger han.

Ved udgangen af 2021 var der 17 personer i Danmark på venteliste til et nyt hjerte.

Cirka 110.000 amerikanere står i øjeblikket på venteliste til at modtage en organtransplantation. Over 6000 patienter dør om året i USA, inden de når at få en.

Det svin, som David Bennett har modtaget et hjerte fra, havde fået fjernet et gen, der er ansvarligt for at producere et særligt sukkerstof.

Var dette gen ikke blevet fjernet, ville det have udløst en kraftig immunreaktion i Bennetts krop og ført til, at hjertet blev afvist.

/ritzau/

Andre læser

Mest læste

Del artiklen