Annonce
Sundhed

Lavt indhold af omega-3 forbindes med for tidlig fødsel

Resultaterne tyder på, at måling af omega-3-fedtsyreniveauet i blodet en gang i fremtiden vil kunne bidrage til at forudsige risikoen for at føde for tidligt.

Man råder gravide til at følge Fødevarestyrelsens officielle anbefalinger om mindst 350 gram fisk om ugen, hvoraf 200 gram skal være fed fisk. Foto: AP

Lavt niveau af omega-3-fedtsyrer hos gravide er forbundet med øget risiko for at føde for tidligt.

Det understøtter et nyt studie fra Statens Serum Institut og Harvard School of Public Health bragt i tidsskriftet EBioMedicine nu.

Blandt forskerne er overlæge Sjurdur Frodi Olsen, der er leder af Center for Føtal Programmering ved Statens Serum Institut og adjungeret professor i ernæring ved Harvard School of Public Health.

Fakta: Kostråd under graviditet
  • Spis mindst 350 gram fisk om ugen.
  • Spis frit af fisk som laks, makrel, sild, torsk, rødspætte, sej, fiskerogn, rødtunge, skrubbe, kuller og kulmule.
  • Begræns indtag af østersølaks til maksimalt 125 gram om måneden.
  • Undgå helt at spise fersk tun, haj og gedde.
  • Begræns indtag af dåsetun til maksimalt en dåse om ugen. Undgå helt dåsetun lavet med hvid tun eller albacoretun.
  • Rå fisk som gravad og røget fisk kan spises, såfremt holdbarheden overholdes.
  • Det er vigtigt, at man fortsætter med at spise fisk, når barnet er kommet til verden, for barnet får omega-3-fedtsyrer gennem brystmælken.
Kilde: sundhed.dk

- Vores resultater er på linje med flere andre undersøgelser, der også viser sammenhæng mellem omega-3-fedtsyrer og graviditetsvarighed.

- Undersøgelsen understreger dermed vigtigheden af, at gravide får tilstrækkelige mængder af disse næringsstoffer - enten ved at spise fisk eller gennem kosttilskud - for at forebygge for tidlig fødsel, som har meget betydelige sundhedsmæssige, følelsesmæssige og økonomiske konsekvenser, siger Sjurdur Frodi Olsen.

Meget for tidligt fødte overlevende børn har risiko for kognitive funktionsnedsættelser som indlæringsvanskeligheder og for kardiometaboliske problemer som forhøjet blodtryk.

I studiet, som er støttet af blandt andet Innovationsfonden, analyserede forskerne omega-3-fedtsyreniveauet i blodprøver fra 348 danske kvinder, der havde født til termin, og fra 376 kvinder, der havde født meget for tidligt, hvilket er defineret som før 34. svangerskabsuge - seks uger før termin.

Kvinderne havde ikke født meget for tidligt grundet typiske kendte årsager til for tidlig fødsel som svangerskabsforgiftning, graviditetssukkersyge, svære misdannelser og tvillingegraviditet.

Analysen viste, at kvinder, hvis omega-3-fedtsyreniveau lå i den laveste femtedel, havde 10 gange højere risiko for at føde for tidligt end kvinderne i de tre højeste femtedele.

Din kost under graviditeten ændrer babys tarm

Kvinder i den næstlaveste femtedel havde 2,7 gange højere risiko for at føde for tidligt.

- Resultaterne underbygger i meget høj grad, at kvinder, der har et meget lavt indtag af omega-3-fedtsyrer, har forøget risiko for at føde for tidligt, men kan mindske risikoen ved at øge deres indtag af omega-3-fedtsyrer, siger Sjurdur Frodi Olsen.

Han råder gravide til at følge Fødevarestyrelsens officielle anbefalinger om mindst 350 gram fisk om ugen, hvoraf 200 gram skal være fed fisk.

- Det findes omega-3 i høj koncentration i fed fisk som laks og sild, men også i mager fisk som torsk og kuller. Man kan også tage fiskeolie som kosttilskud, hvis man ikke kan lide fisk, ikke kan tåle fisk eller har en aversion mod fisk, siger han og tilføjer:

- Fisk er et godt levnedsmiddel, fordi det indeholder rigtig mange vigtige næringsstoffer som selen, jod og protein af høj kvalitet. Ud fra en ernæringsmæssig betragtning mener jeg, at fisk bør være førstevalg i forhold til kosttilskud.

Der er stadig flere faktorer, der endnu ikke er undersøgt i forhold til resultaterne.

Resultaterne afspejler muligvis ikke alene diætforskelle mellem kvinderne, for forskerne ved eksempelvis ikke, hvor meget fisk eller kosttilskud kvinderne har indtaget, og samtidig kan en variation i underliggende genetiske faktorer også spille en rolle, pointerer Sjurdur Frodi Olsen.

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her