Annonce
Sundhed

Derfor er det kun nogle der kan sove efter aftenkaffen

Nogle kan drikke kaffe klokken 22 og stadig falde i søvn kort efter, mens andre ikke kan sove efter en kop kaffe klokken 15. Men hvorfor er det sådan?

Daniel Gerlach 'draws' with milk on a Cappuccino in Rottendorf, Germany, 3 March 2016. 27-year-old Daniel Gerlach is the 'German Latte Art Champion 2015'. At the end of March, he will compete in the World Championship in Shanghai. Photo by: Nicolas Armer/picture-alliance/dpa/AP Images

Kaffe indeholder helt naturligt det opkvikkende stof koffein, og netop af den grund er der mange, der drikker kaffe.

Men hvorfor er der så nogle, som kan drikke kaffe om aftenen og stadig falde i søvn, mens andre ikke kan?

Det svar skal findes i vores gener, fortæller læge Jerk W. Langer, som netop har skrevet en international rapport om emnet for The Institute for Scientific Information on Coffee.

Koffeinindholdet i forskellige kaffetyper
  • Som tommelfingerregel kan man gå ud fra, at en kop pulverkaffe af gennemsnitlig størrelse indeholder cirka 65 milligram koffein.
  • En kop almindelig, ristet og malet kaffe indeholder omkring 85 milligram koffein.
  • En kop espresso på 30 milliliter indeholder cirka 50-60 milligram koffein.
  • Koffeinfri kaffe indeholder som regel under tre milligram koffein.
  • Til sammenligning indeholder en dåse cola eller en kop te cirka 25-45 milligram koffein.
Kilde: Kaffe og Helbred.

- Forklaringen er, at det i høj grad er vores arveanlæg - vores gener - som bestemmer, hvordan vi reagerer på kaffe, siger han og fortsætter:

- Vi reagerer på to måder, dels ved at vi er langsomme eller hurtige til at nedbryde koffein i leveren, og dels ved at vores hjerner er forskellige, og reagerer forskelligt på koffein, siger Jerk W. Langer.

Han forklarer, at et af de steder, hvor koffein virker i hjernen, er ved at hæmme det beroligende og søvnfremkaldende signalstof adenosin.

Og den proces kan ens gener så enten være gode eller dårlige til at modstå - og dermed vil nogle blive mere vågne af koffein, og andre vil ikke mærke nogen videre påvirkning.

Lægger man dertil leverens evne til hurtigt eller langsomt at nedbryde koffein, bliver det meget individuelt, hvordan vi reagerer på kaffe. Og det bliver man ifølge lægen nødt til selv at gøre sig sine erfaringer med.

- Langt de fleste gør jo det, at man lærer af sine erfaringer og har et fornuftigt forhold til at indtage koffein. Hvis man ved, at man vil ligge vågen til klokken 4 om natten, hvis man drikker kaffe om aftenen, så gør man jo ikke det, siger han.

Dog skal der lyde en særlig opfordring til de personer, som ikke er følsomme over for koffein.

- Hvis man omsætter koffein meget hurtigt, så kan man i princippet drikke 20-25 kopper om dagen uden overhovedet at mærke det, men det vil jeg fraråde, siger lægen.

Som danskere og europæere opfordres vi til et moderat koffeinindtag på maksimalt 400 milligram koffein om dagen, hvilket svarer til fem kopper kaffe.

- Dog bør gravide kun drikke to kopper kaffe om dagen, da der er en statistisk risiko for spontan abort ved at drikke mere kaffe, siger Jerk W. Langer.

Men er man ikke gravid, kan et moderat indtag af kaffe have nogle sundhedsfordele. Det viser en lang række studier.

- Ved at drikke to-fem kopper om dagen, så nedsætter man risikoen for en række af de store livsstilssygdomme som hjerte-kar-sygdomme og type 2-diabetes, nogle kræftsygdomme, og så har det også en leverbeskyttende effekt og en neurobeskyttende effekt mod blandt andet Parkinsons sygdom, siger Jerk W. Langer.

Han vil dog af disse grund ikke opfordre folk, der ikke drikker kaffe, til at begynde at drikke kaffe for at blive sund.

- Så er det meget bedre at gå en lang tur eller spise en stor portion grøntsager.

Men drikker man kaffe - i moderate mængder - uden for meget sukker og fed mælk, så kan man gøre det med god samvittighed, lyder det fra lægen.

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her