Annonce
Sundhed

Styr uden om unødvendig kemi i solcremen

Bliv klædt på til at beskytte dig selv og dine børn bedst muligt mod både sol og skadelige stoffer.

Foto: Polfoto

I år er der ikke gået mere end nogle dage mellem sne og strålende solskin, og derfor har de fleste vinterblege danskere brug for et beskyttende lag solcreme ved gensynet med solens skrappe stråler.

Men historier om mistænkt hormonforstyrrende og allergifremkaldende stoffer i solcremer har også gået deres sejrsgang.

Bliv klogere på, hvad du kan gøre for at beskytte dig selv og dine børn bedst muligt - mod både sol og skadelige stoffer.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk Kemi er den letteste og meste brugervenlige måde at styre uden om uønsket kemi at gå efter mærkerne.

- Gå efter miljømærket Svanen og Astma-Allergi Danmarks Den Blå Krans. Så får du en solcreme, hvor der er taget hensyn til indholdsstoffer, og som ikke indeholder en række problematiske stoffer - både i forhold til miljø, allergi og mistænkt hormonforstyrrende stoffer, råder Stine Müller, som er projektchef hos Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Fakta: Beskyt dig efter hudtype
  • Vælg en bredspektret solcreme, som beskytter mod både uv-a- og uv-b-stråler.
  • På Kræftens Bekæmpelses hjemmeside kan man teste sin hudtype og dermed få retningslinjer for, hvor meget sol man kan tåle afhængigt af uv-indekset.
  • Appen UV-indeks guider til, hvad det forventede uv-indeks er i Danmark og udlandet.
Kilde: Miljøstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse.

Man bør også overveje, om man ønsker en solcreme, der indeholder parfume. Parfumestoffer udgør nemlig en risiko i forhold til allergi.

Solcreme bliver brugt over det meste af kroppen og i rigelige mængder. Der er altså grund til at være opmærksom på indholdet, fordi stofferne i cremen bliver smurt ud over hele kroppen, forklarer Stine Müller.

I efteråret besluttede EU-Kommissionen, at parfumestoffet hydroxyisohexyl 3-cyclohexene carboxaldehyde (HICC) skal forbydes i kosmetik og plejeprodukter.

Det er dog en længere proces, hvor producenterne først får to år til at udfase stoffet fra produktionen. Herefter går der yderligere to år, hvor forhandlerne må sælge de resterende produkter.

Derfor er det oplagt, at man selv aktivt forsøger at undgå parfumestoffet, siger Stine Müller. Det kan man gøre ved at vælge miljømærkerne Svanen og EU-Blomsten, Den Blå Krans eller bruge appen Kemiluppen, som også skanner for det.

Selv om din solcreme lover at være økologisk eller naturlig, er det ikke ensbetydende med, at den ikke kan indeholde allergifremkaldende stoffer eller parfume, lyder rådet fra Astma-Allergi Danmark.

Overvej at skifte solcreme i løbet af sæsonen, så du ikke kontinuerligt udsættes for de samme stoffer og solfiltre, råder Astma-Allergi Danmark.

Når man beskytter sig mod solen, bør man først tænke i tøj, hat og skygge, tilføjer Stine Müller. Brug solcreme på kroppens øvrige steder, der ikke er dækket.

Hvis man ikke er særligt sensitiv eller sart over for solen, kan mange danskere sagtens bruge faktor 15 i Danmark.

- Det kan ofte ikke betale sig at købe produkter med en højere beskyttelse end faktor cirka 15. Ved faktor 15 beskyttes du mod cirka 93 procent af uv-b-strålerne, og du får kun fem procent mere beskyttelse, hvis du for eksempel bruger en faktor 50, lyder rådet på Miljøstyrelsens hjemmeside.

Det er dog en forudsætning, at man smører rigeligt med solcreme på. Ellers får man ikke den dækning, der står på flasken.

- Vælger du en solcreme med en højere faktor, udsættes du for højere koncentrationer af uv-filteret. Generelt giver en højere koncentration af et stof en større risiko for allergi, står der på Astma-Allergi Danmarks hjemmeside.

Befinder man sig på havet, hvor genspejling fra vandet gør strålingen stærkere, eller tager man på ferie sydpå, hvor uv-indekset kan være noget højere, bør man til gengæld skrue op for faktoren.

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

Kristine har tabt sig – men hvorfor?

Jens-Christian Holm er en rockstjerne på sit felt – flittigt brugt på tv og fast gæst på de store scener. Han er kendt som lægen, der får næsten alle børn til at tabe sig – og sådan sælger han sig selv. Men nu beskyldes han for at snyde på vægten.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her