Annonce
Sundhed

Sen indsats mod diabetes koster liv og milliarder

Nyt studie tyder på milliardgevinst ved tidlige fund af patienter i farezonen for diabetes.

Foto: Reed Saxon

Der kan spares liv, amputerede fødder og milliarder af samfundskroner, hvis mange flere får konstateret folkesygdommen diabetes tidligere end nu.

Det viser et stort forskningsstudium fra Aarhus Universitet. Det peger på, at det i høj grad svarer sig ved tidlig screening af risikogruppen at forebygge de senere og svære komplikationer som blodpropper i hjerte og hjerne, amputationer og for tidlig død.

Besparelsen for samfundet er selv for en mindre gruppe patienter på over en kvart milliard kroner ifølge undersøgelsen.

Den sætter for første gang kroner på den samfundsøkonomiske effekt ved systematisk brug af et spørgeskema til risikopatienter.

Diabetespatient: Der er mange ting, jeg ikke fik at vide

- Vores studie sandsynliggør, at samfundet sparer 280 millioner kroner på fem år alene ved tidlig opsporing af diabetes hos de medvirkende 181 praktiserende lægehuse, siger Torsten Lauritzen, professor, dr.med. fra Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

- Bliver det gennemført på landsplan, kan besparelsen formentligt tidobles på grund af endnu større besparelser på færre indlæggelser, kontroller og lægebesøg samt mindre medicinudgifter.

Professor Allan Flyvbjerg er landets førende diabetesekspert og leder af Steno Diabetes Center Copenhagen. Han er overbevist om værdien af en tidligere indsats til danskerne i risikogruppen for diabetes.

- Vi ved, at jo før vi forhindrer udvikling af komplikationer hos patienterne, jo billigere er det. Samtidig undgår man utrolig meget menneskelig lidelse, hvor diabetes jo kan medføre blodpropper i hjerne og hjerte, forringet syn og amputation af tæer og fødder, siger han.

Han ser det som en pligt for lægerne at tage hul på emnet med de patienter, som de vurderer, der er i risikogruppen. Derefter er det så op til borgernes frie valg, om de ønsker videre undersøgelse og behandling.

Ifølge tidligere undersøgelser koster det samfundet 10-20 gange mere at behandle kroniske patienter med komplikationer som svær diabetes end at behandle tidligt fundne patienter.

/ritzau/

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her