Annonce
Sundhed

Lav små ændringer i hverdagen for at lindre smerter fra slidgigt

For mange kræver det en omlægning af hverdagens rutiner, hvis man skal mindske smerter og andre gener fra slidgigt.

300.000 danskere over 18 år lider af slidgigt - også kaldet artrose. Og halvdelen af dem oplyser ifølge Landspatientregistret, at de har gener som smerter og besvær med at gå eller bære.

Slidgigt er nemlig en kronisk lidelse, som medfører, at brusken i leddet langsomt ødelægges, og knoglerne skraber mod hinanden.

Og det gør mange af hverdagens gøremål til en udfordring, som man skal gribe helt anderledes an, end man har været vant til, fortæller ergoterapeut i Gigtforeningen Linette Pehrson.

Fakta: Det kan du gøre for at lindre slidgigt
  • Dyrk regelmæssig motion og gerne styrketræning, da stærke muskler støtter de skadede led.
  • Hold den slanke linje, så du ikke belaster dine led med overvægt.
  • Spis sundt, og følg kostrådene.
  • Lær sygdommen at kende, og fokusér på livskvalitet trods smerter.

Helt generelt er det en rigtig god idé at finde en god balance mellem aktivitet og hvile, siger hun.

- Det er meget vigtigt at være aktiv, men man skal også huske at stoppe, mens legen er god - altså før man oplever, at man løber tør for kræfter, og inden det begynder at gøre ondt, siger hun.

Den balance kan være svær at finde, men et godt tip er at indlægge pauser og variere sine bevægelser i løbet af en dag - eksempelvis hvis man går og arbejder i sin have.

- Måske skal du luge et bed i en halv time, og derefter lave noget andet i en halv time, foreslår hun. Bare du ikke belaster den samme del af kroppen over længere tid, siger Linette Pehrson.

Derfor kan et andet trick være, at man spreder sine opgaver over flere dage i stedet for at lægge alt på samme dag. Det gælder blandt andet rengøring.

- Rengøring kan man med fordel sprede ud over flere dage, så man får lagt belastningen over en længere periode, foreslår Linette Pehrson.

Også helt små hverdagsopgaver som at skrælle kartofler skal man måske til at tænke anderledes, hvis det er hænderne, som er ramt.

Her anbefaler Linette Pehrson, at man som det første anskaffer sig en ergonomisk kartoffelskræller. Men arbejdsrutinen kan også med fordel laves om.

- I stedet for at skrælle alle kartofler på en gang, så skal man veksle, så man indimellem kartoffelskrælningen også skærer tomater eller former bøffer, siger hun.

På den måde aflaster man musklerne og giver dem en pause, så de bliver mere friske, før man igen skal lave den bevægelse, som kan skabe smerter.

For det er musklernes opgave at passe på leddene, fortæller ergoterapeuten.

- Det er derfor vigtigt, at musklerne er stærke og ikke løber tør for energi, understreger hun.

Endnu en ting, man skal være opmærksom på, når man lider af slidgigt, er, at man skal sørge for at belaste leddet i neutral stilling - altså i den position, som leddet er bygget til at bliver brugt i.

Blog: 9 ting, du skal spise for at få smerter ud af dine led

Et eksempel på en hverdagssituation, hvor man belaster forkert, er, når man skal skære et brød i skiver.

- Når man skærer brød, så laver man et vip i håndleddet, som det ikke er bygget til at blive belastet i, siger Linette Pehrson.

Så har man smerter i den situation, så er det vigtigt at anskaffe sig en brødkniv med et vinklet greb - sådan en brødkniv, der ligner en sav.

Fordelen ved at bruge disse særligt udviklede hjælpemidler er, at de er designet til at belaste flere led samtidig og lægge belastningen over et større område samt at danne den bedst mulige muskelspænding.

Kilde: Gigtforeningen.

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Blog: 9 ting, du skal spise for at få smerter ud af dine led
Karen Lyager
Helt bestemte madvarer kan hjælpe de 1,5 millioner danskere, der plages af gigt eller skader i leddene - og du kan købe dem i i et helt almindeligt supermarked.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her