Annonce
Sundhed

Sådan undgår du legionærsyge

Legionellabakterien har udløst rekordmange danske tilfælde af lungebetændelse i 2017. Bakterien trives bl.a. i varmtvandsbeholdere, men kan nemt undgås.

Vand fra bruseren er ofte smittekilde til legionærsyge. Foto: Per Folkver

Siden 2007 er antallet af danskere, som er blevet ramt af legionærsyge, næsten fordoblet. De mange smittede betyder, at Danmark har en af Europas højeste forekomster af legionellatilfælde. Sygdommen er en lungebetændelse, og symptomerne minder om influenza. Årsagen til stigningen i legionellatilfældene er ifølge Statens Seruminstitut ukendt, men brusebadning anses som den vigtigste smittekilde. Bakterien trives især i stillestående lunkent vand i eksempelvis varmtvandsbeholdere og blinde rørføringer.

Sæt varmtvandsbeholderen på 55 grader

Smittekilden til legionellabakterier er ofte vand fra eksempelvis bruseren, hvor vandet forstøves og indåndes. Derfor er det vigtigt at sikre sig mod bakterievækst i vandrør og varmtvandsbeholdere – bl.a. ved at holde temperaturen høj nok i varmtvandsbeholderen.

»Varmtvandsbeholderen bør stå på 55 grader. Så er man sikker på, at bakterierne ikke kan overleve,« siger Tine Nielsen, der er fagekspert hos Bolius.

Det rekordstore antal af tilfælde af legionærsyge i Danmark skyldes oftest for lave temperaturer i varmtvandsbeholdere.

Hun fraråder desuden, at man børster tænder i lunkent vand, mens man står under bruseren. Bruseslange og brusehoved bør desuden jævnligt skylles igennem med helt koldt vand eller vand med en temperatur over 50 grader, anbefaler Statens Serum Institut.

Undgå stillestående vand

Stillestående, lunkent vand mellem 20 og 50 grader giver de bedste vækstbetingelser for legionellabakterier. Derfor bør blinde rørender undgås. Det vil sige, at hvis en vandhane fjernes, så skal røret, som leder hen til vandhanen, også fjernes, så der ikke opstår stillestående vand i røret. Vandhaner, som sjældent bruges, bør også skylles igennem med jævne mellemrum.

»Vil man være på den sikre side, kan man skrue helt op for vandvarmeren, så temperaturen kommer op på mindst 68 grader. Derefter åbnes alle haner, så de skylles igennem mindst to minutter. Så er man sikker på at slippe af med bakterierne,« forklarer Tine Nielsen.

I sommerhuse er der særligt grund til at være opmærksom på legionellaproblematikken, da huset ofte ikke bruges i længere perioder.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Bolius

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her