Doven motionist? Du kan gå dig sund
Det tager kun en halv time om dagen at tabe sig og nedsætte risikoen for livsstilssygdomme, samt at mindske stress.
Du behøver ikke løbe ti kilometer eller at kaste rundt med et traktordæk til crossfit for at opbygge en sund krop og et godt helbred.
En halv times gåtur om dagen er nok til at nedsætte risikoen for farlige livsstilssygdomme og til at tabe sig.
- Der er en generel sammenhæng, der hedder, at jo mere man går, jo længere liv og jo mindre sygdom får man, forklarer Morten Zacho, der er idrætsfysiolog ved Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet.
Han understreger dog, at det er en fordel at skrue en smule op for det sædvanlige gåtempo, hvis du vil være sikker på at se resultater.
- Det vil helt klart være min anbefaling, at man ikke bare går hyggetur. Man går, men man skal lige op i et tempo, så man kan mærke, at åndedrættet er i gang. Det giver markant mere, siger Morten Zacho.
Forskning viser, at det især er en fordel at gå i intervaller.
Tre minutter i hurtigt tempo efterfulgt af tre minutter i langsomt tempo vil give både gode resultater på vægten og bevisligt nedbringe risikoen for at få livsstilssygdomme, siger idrætsfysiologen og tilføjer, at det især er det ”farlige fedt” omkring de indre organer, der forsvinder, når vi går.
- Det er jo også en kosmetisk fordel ved at gå, for fedtet omkring vores organer er også det fedt, der giver os et stort taljemål, som mange, både mænd og kvinder, gerne vil af med.
Drømmer du om et decideret vægttab, er gang dog en motionsform, du skal sætte god tid af til, fortæller Bente Klarlund, der er sundhedsforsker og professor ved Københavns Universitet.
Hun har en tommelfingerregel, der hedder, at du taber din vægt i kalorier, per kilometer du går. Vejer du 70 kilo, vil du derfor forbrænde 70 kalorier per kilometer.
- Hvis man så går fem kilometer hver dag i en måned, vil det betyde et vægttab på to kilo, hvis man så selvfølgelig lader være med at belønne sig selv ved at spise ekstra, forklarer hun og fremhæver, at gang er en skånsom motionsform, der sjældent giver skader.
Derudover kan en gåtur bruges som transport og afslappende tænketid i en travl hverdag.
For eksempel ved at gå på arbejde, at stå af bussen lidt før eller ved at parkere bilen et stykke væk fra arbejdspladsen.
- Filosoffen Nietzsche sagde jo, at ”det er, når jeg går, at de store tanker kommer”. Så det at gå giver for mange mennesker et mentalt velbefindende, og måske får man også løst nogle af de spørgsmål, man går og tumler med undervejs på sin tur, siger professor Bente Klarlund.
/ritzau/FOKUS