Tøjkæde trækker børne-bh tilbage
Efter massiv kritik trækkes en bikinitop med indlæg til syvårige nu tilbage.
Efter massiv kritik trækker den engelske tøjkæde, Primark, nu deres bikini-sæt til småpiger tilbage, skriver BBC. Bikinierne var beregnet til piger helt ned til syvårsalderen, og blev solgt til knap 35 danske kroner.
Bikinitoppen var med indlæg, som bruges til at forstørre brysterne, og kunne fås i pink med guldstjerner og sort med hvide prikker.
The Children's Society har inden tilbagetrækningen kritiseret tøjkæden Primark for seksualisering af børn og usmagelig markedsføring
Vil donere overkuddet til velgørenhedsorganisation
"Vi ved fra undersøgelser, at kommercielle fremstød, der opfordrer til seksualisering af børn, og principløs markedsføring, ødelægger børns velbefindende," siger Penny Nichols, leder af The Childrens Society til BBC.
Også premierminister Gordon Brown støtter op om, at børn ikke skal seksualiseres for tidligt. "Der er noget galt, når firmaer tvinger vores børn til at opføre sig som små voksne, når de i stedet burde nyde at være børn," fortæller han.
Tøjkæden Primark undskylder nu og lover, at de vil donere overskudet af bikinisalget til en velgørenhedsorganisation til fordel for børn.
Kun få solgte bikinier
En talsmand fra Primark fortæller, at bikinisættet kun er blevet solgt i meget få eksemplarer, og at Primark undskylder, hvis salget har krænket nogen.
Primark er kendt i England for at sælge tøj til discount-priser og har 138 forretninger i england og 38 i Irland.
Primarks tilbagetrækning er blot en i rækken af tilbagetrækninger af varer, der seksualiserer børn. Supermarkedskæden Tesco har eksempelvis tidligere trukket et stripperstang-sæt tilbage fra deres legetøjsafdeling