Psoriasis holder unge fra stranden

<p>Røde skællede plamager blandt lækre solbrune kroppe. 150.000 danskere lider af psoriasis, og de fleste får konstateret sygdommen i de følsomme teenageår, hvor det ikke er sjovt at blotte sin sygdom på stranden. Det giver ikke kun skæl i hovedbunden, men også ar på sjælen. Det skriver metroXpress.</p>

Artiklens øverste billede
Psoriasis kan have alvorlige følgesygdomme som gigt og hjertekarsygdomme. Arkivfoto

»Teenageårene er jo den periode, hvor man i høj grad skal ud og danne relationer. Det kan være meget svært, hvis ansigt og hænder er angrebet. Det påvirker livskvaliteten betydeligt for de unge,« siger overlæge på Gentofte Hospital, Claus Zachariae, der er en af de førende specialister i psoriasis herhjemme.

Ifølge Danmarks Psoriasis Forening rapporterer patienter om depression, angst og flovhed over deres udseende. Flere end hver anden har det svært med at vise sig i badetøj, og hver fjerde isolerer sig hjemme.

»Nogle børn og unge kryber langs fodpanelerne og kan ikke se andre i øjnene. Og det er da heller ikke særlig sjovt at opleve, hvordan folk trækker hånden til sig, når du rækker din hånd frem for at sige goddag,« siger Birgitte Snedker-Sørensen fra Psoriasisforeningen.

Hun har gennem 12 år været ansvarlig for foreningens børne- og ungdomslejr og siger, at også den tid unge bruger på at behandle deres psoriasis, kan ødelægge deres sociale liv.

Bør ikke ignorere

»Du kan let komme til at bruge halvanden til to timer dagligt på indsmøring af krop og hovedbund. Det kan godt være svært at få det til at flaske sig med tidsplanen, når man er 16 år,« siger hun.

Men det er en dårlig idé, at ignorere sygdommen, som nogle vælger.

»En del af de ramte tror, der ikke er noget at gøre ved sygdommen. Men der er gode behandlingsmetoder, og som ung er det vigtigt at få den rette behandling i tide, så man ikke får ar for livet,« siger Klaus Zachariae.

Psoriasis kan have alvorlige følgesygdomme som gigt og hjertekarsygdomme.

Psoriasispatienter gemmer sig:

  • 45 procent går i andet tøj på grund af psoriasis.
  • 26 procent holder sig mere hjemme.
  • 55 procent har svært ved at gå på stranden eller i svømmehallen.
  • 59 procent har en følelse af at være anderledes.
  • 5,1 millioner mennesker i Europa lider af psoriasis.
  • 150.000 danskere lider af sygdommen.
  • Psoriasis angriber hele kroppen.
  • 150.000 danskere har psoriasis. De fleste får konstateret sygdommen, når de er mellem 16 og 22 år.
  • Psoriasis giver højere risiko for hjertekarsygdomme, sukkersyge, højt blodtryk og fedme.
  • 20 procent får psoriasisgigt.

Nogle undersøgelser tyder på, at patienter med svær psoriasis kan få forkortet livet med tre-syv år på grund af hjertekarsygdomme.

Kilde: metroXpress

Andre læser

Mest læste

Del artiklen