Familie, børn & unge

Ekspert: Skældud er lige så slemt som at slå dit barn

Det er ikke utænkeligt, at det om 50 år er ulovligt at skælde sit barn ud, på samme måde som det i dag er ulovligt at slå sit barn. Sådan lyder det fra børneforsker Erik Sigsgaard.

"Når man som forældre giver udtryk for, at man ikke længere er sur, ved barnet, at det stadig er elsket, og at det ikke er et dårligt barn." Arkivfoto: Sofia Busk

Næste gang du er ved at hæve stemmen til astronomiske højder, fordi dine børn slås, ikke har ryddet op eller ikke gider at lave deres lektier, bør du måske tage en ekstra dyb indånding eller tælle til ti endnu en gang.

Det er nemlig yderst skadeligt for børn at blive skældt ud.

Fakta

10 råd til at undgå skældud:

  • Vis dit barn tillid
  • Giv plads for barnets ”sorte” følelser
  • Påskøn dit barns gode hensigter, særligt når noget går galt
  • Hjælp dit barn til ikke at føle sig forsmået, når det får en lillebror eller lillesøster
  • Gør noget med dit barn, som I begge synes er dejligt
  • Men lad også børnene selv finde på, gå i gang og passe på
  • Giv dit barn tid; børn dur ikke til at skynde sig
  • Vær hos dit legende barn, når du kan – og sluk så den mobil!
  • Hjælp hinanden – samlevere, kærester, ægtefæller, venner – med at se kritisk på jer selv som opdragere, men søg ikke enighed for enhver pris
  • Spørg ”hvad kan jeg gøre anderledes?”; ikke ”hvordan kan jeg gøre mit barn anderledes".

Kilde: ”Skældud mindre” af Erik Sigsgaard, 2007

Ifølge børneforsker og lektor i pædagogik ved Professionshøjskolen UCC i København, Erik Sigsgaard, kan man uden problemer sidestille skældud med fysisk afstraffelse som en lussing.

”Forskning viser, at der ikke er forskel på, hvordan børn opfatter det at blive slået fysisk og det at blive slået verbalt med skældud,” siger han til Jyllands-Posten.

Ifølge en undersøgelse fra 2015 hidser over halvdelen af alle forældre sig op eller skælder ud mindst én gang om ugen.

Det gør skældud til den mest udbredte straf, og de fleste forældre er ikke klar over, hvor skadeligt det er for deres børn.

”Skældud er uden sammenligning det værste, børn ved. De bliver fortvivlede og kede af det og føler sig misforstået, og det er forældrene ikke altid opmærksomme på,” forklarer Erik Sigsgaard og tilføjer, at hvis skælduden er hyppig og voldsom, er det særdeles alvorligt.

Samtidig understreger han, at børn også bliver påvirket, hvis andre bliver skældt ud.

”Hvis tonen blandt de voksne i hjemmet er hård og hakkende, reagerer børnene herpå.”

Fordi mere og mere forskning viser, at skadevirkningerne ved skældud er alvorlige, vil det ikke komme bag på Erik Sigsgaard, hvor man om 50 år har samme syn på skældud, som man i dag har på at slå sine børn.

At slå børn blev forbudt herhjemme i 1997 med afskaffelsen af revselsesretten, og Erik Sigsgaard kan fint forestille sig, at der også vil blive lovgivet omkring skældud på et tidspunkt.

Blå bog

Erik Sigsgaard (f. 1938)

  • Børneforsker og seminarieprofessor i pædagogik.
  • Har bl.a. udgivet bøgerne:
  • ”Hav en god dag, skat” fra 2016
  • ”Om børns og unges Nej - farvel til lydighedskulturen” fra 2014
  • ”Skæld Mindre ud!” fra 2007
  • ”Skældud” fra 2002
  • Sigsgaard var desuden medlem af Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation i 1960'erne og 1970'erne for Socialistisk Folkeparti og senere Venstresocialisterne
Han understreger, at det dog ikke ser lyst ud lige nu.

”I disse år er vi inde i en tendens, hvor der helst skal være flere og flere restriktioner for, hvad børn må, og derfor bliver der også skældt mere ud. Sådan så vi det også for 30 og 40 år siden. Men om nogle år vil dette helt sikkert vende igen,” siger han.

Der er stor forskel på, hvordan man skælder sine børn ud. Jo voldsommere man reagerer, jo mere oplever børnene det som et overfald, og derfor er det ifølge Erik Sigsgaard en god idé, at forældre forsøger at give udtryk for deres frustrationer på en mere afdæmpet måde.

Skældud er ikke bare skældud

Det vigtigste er dog at kunne sige undskyld. For når man som forældre giver udtryk for, at man ikke længere er sur, ved barnet, at det stadig er elsket, og at det ikke er et dårligt barn.

Samtidig understreger Erik Sigsgaard, at jo mere presset man som forældre – eller pædagog og lærer – er, jo mere vil man også skælde ud. Vil man derfor sin skælden og smælden til livs, er det bedste middel at se på, hvordan man kan skabe mere tid og overskud i sit liv.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Altid sulten? Disse fødevarer mætter mest
Vil du gerne opnå den bedst mulige mæthed med færrest mulige kalorier, peger en diætist her på den perfekte kostplan for at nå det mål. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her