Cyklende børn skal have hjelm på hovedet

<p>Partier vil tvinge forældre til at beskytte børnene bedre i trafikken.</p>

Skal cykelhjelmen spændes eller ej? Det spørgsmål vil flere partier i Folketinget nu ikke længere lade være op til børnenes forældre eller de unge selv. Unge cyklister skal tvinges til at køre med cykelhjelm – for deres egen sikkerheds skyld.

Hos de Radikale fastslår formand Margrethe Vestager over for 24timer, at danskernes holdning til at køre med cykelhjelm har ændret sig, og at det skifte nu skal udnyttes til et påbud om cykelhjelm hos børn.

»Når vi på en forholdsvis enkel måde kan forbedre trafiksikkerheden for børn, skal vi gøre det. Engang kørte vi uden sikkerhedssele, røg i bilen og havde ingen autostole, men nu er vi blevet klogere, og derfor skal vi sætte rammer for børns sikkerhed på cyklen, ligesom vi gør det for dem i bilen,« siger Margrethe Vestager til og tilføjer, at voksne kan tage ansvar for sig selv.

Partiet har endnu ikke lagt sig fast på, hvor aldersgrænsen skal gå, men 15 og 18 år er i spil. Også SF arbejder på et forslag om et påbud.

»Børn kan ikke selv tage ansvar for deres liv og sige, at de vil køre med cykelhjelm. Derfor må samfundet tage ansvar, hvis forældrene ikke gør det. På sigt kan man diskutere, om alle skal tvinges,« siger trafikordfører Pia Olsen Dyhr (SF) til 24timer.

I Hjerneskadeforeningen mener direktør Svend-Erik Andreasen, at der ingen grund er til at nøjes med børnene.

»Det er lige så vigtigt at bruge cykelhjelm, som det er at køre med sikkerhedssele i bilen. Der måtte også lovgivning til, da selen blev indført, så derfor vil det kun være naturligt at gøre det lovpligtigt at køre med cykelhjelm,« siger han.

Laptoppen er vigtigere

Professor i hjernekirurgi Bertil Roland Romner fra Rigshospitalets Neurocenter mener, at danskerne generelt er for dårlige til at passe på sig selv på cyklen.

»Folk tør ikke cykle med deres nye laptop på bagagebæreren, men kører gerne rundt med deres hjerne uden beskyttelse,« siger han og påpeger, at en hovedskade kan få meget alvorlige konsekvenser.

»Du kan få en hjerneskade, der gør, at du aldrig bliver dig selv igen.«

I Rådet for Større Færdselssikkerhed mener direktør Anders Rosbo, at det er kampagner i stedet for lovgivning, der skal sikre, at børnene spænder hjelmen.

»Der er grænser for, hvad der bør lovgives om. Når det drejer sig om at få folk til at bruge cykelhjelm, kan vi komme langt med kampagner og information. Vi ser i øjeblikket, at flere og flere begynder at køre med hjelm, så der er ikke behov for at tvinge folk.«

Holdningen er den samme i Dansk Cyklist Forbund:

»Det er lidt dobbeltmoralsk at give børnene et billede af, at man skal have cykelhjelm på, når man er barn, men ikke når man er voksen. Så smider de måske bare hjelmen, så snart det er tilladt. Vi vil hellere lade forældrene være rollemodeller ad frivillighedens vej,« siger Trine Juncker, der er projektleder i Dansk Cyklist Forbund.

Intet politisk flertal

I Folketinget er Enhedslisten positivt stemt over for forslaget om at gøre det lovpligtigt for børn og unge at køre med cykelhjelm. Men ellers er begejstringen begrænset. Hverken Socialdemokraterne, Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti eller Liberal Alliance vil stemme for forslaget.

»Det er forældrenes ansvar at lære deres børn, at det er det eneste rigtige at køre med cykelhjelm. En lov vil være udtryk for barnepigementalitet og ansvarsforflygtigelse,« siger de konservatives retsordfører Tom Behnke (K) og tilføjer:

»Det ville være helt grotesk, hvis der skulle til at være politisager og retssager, når et barn kørte til bageren efter fire rundstykker uden hjelm.«

Socialdemokraternes trafikordfører er enig:

»Det er fint at sætte fokus på emnet, men vi vil ikke støtte en egentlig lovgivning. Et påbud ville ramme den forkerte aldersgruppe, for hovedlæsioner er især et problem blandt ældre. Og når de unge så nærmere sig aldersgrænsen på for eksempel 15 år, ville de netop være begyndt at interesse sig for deres frisure og sikkert hurtigt smide cykelhjelmen væk. Det ville ikke nytte noget,« siger Benny Engelbrecht.

Kilde: 24timer

Andre læser

Mest læste

Del artiklen