Fravær er sjældent bare pjæk. Der er ofte noget mere alvorligt på spil

Hvad stiller man op med et barn, der ikke vil i skole? Vi har spurgt børneneuropsykolog Anne Vibeke Fleischer.

Artiklens øverste billede
Det skønnes, at ca. 6 pct. af en skoleårgang rammes af skolevægring. Arkivfoto: Daniel Hjorth

En stol i klasselokalet, der lidt for ofte står og samler støv.

Skolevægring – at et barn vægrer sig mod at gå i skole – er et problem, der kræver omgående handling. Selv om man let kan forledes til at tænke, der er tale om pjæk, stikker der ofte en mere alvorlige forklaring bag, når børn bliver væk fra klasselokalet. Det fortæller børneneuropsykolog Anne Vibeke Fleischer, der gennem mere end 30 år har arbejdet med børn og unge med diagnoser, og som sidste efterår fik udgivet bogen ”Jeg vil ikke i skole”.

Det skønnes, at ca. 6 pct. af en skoleårgang rammes af skolevægring.

Anne Vibeke Fleischer, hvor stort et problem er skolevægring?

»I gennemsnit sidder der ét barn i hver skoleklasse, der på et tidspunkt er bange for at gå i skole. Skolevægring er et problem, som alle i den danske folkeskole kender og har været i berøring med. Selv om det først er nu, man er begyndt at tale om det, har det formentlig altid eksisteret. For det enkelte barn kan skolevægring få langvarige konsekvenser og betydning for fremtiden, simpelthen fordi det bremser barnets udvikling.«

Hvornår rammer skolevægring typisk?

»Det rammer på alle klassetrin, men der er en pukkel i indskolingen, 0.-1. klasse, og så er der en overvægt af tilfælde igen i præteenagealderen, når eleverne er 12-13 år gamle. Med de helt små kan man tit spore det tilbage til børnehaven, hvor de i virkeligheden allerede burde have fået hjælp.«

Man må gerne presse barnet, men kun hvis det er med en belønning og ikke en straf.

Anne Vibeke Fleischer, børneneuropsykolog

Kan du sige mere om de børn, der typisk bliver ramt?

»Skolevægring kan ramme alle børn, og man kan faktisk ikke sige noget generelt om, hvem der typisk bliver ramt. Der er ikke forskel på by og provins. Etnicitet og socialøkonomisk baggrund er heller ikke afgørende.«

Hvad skyldes skolevægring?

»Det er umuligt at svare på, hvad der er årsag, fordi det afhænger af det enkelte barn. Skolevægring betyder, at man af den ene eller anden grund værger sig mod at gå i skole. Barnet bliver hjemme, og dette bestyrker det kun i, at skolen er et ubehageligt sted. Problemet accelerer, i takt med at barnet finder ud af, at det kan løse sine udfordringer ved at blive væk fra skolen. Derfor er det også svært at sige noget generelt om grunden til, at skolevægring opstår. Dog kan man sige, at der ofte er et sammenfald mellem angst og skolevægring, men om angsten eller skolevægringen kommer først, det er lidt som med hønen og ægget.«

Hvornår skal man reagere som lærer?

»Så hurtigt som muligt, så barnet kan få hjælp, inden det vokser sig større. Jo tidligere man opdager skolevægring, desto bedre. Som lærer skal man som tommelfingerregel reagere, hvis et barn har mere end fem sygedage på én måned.«

Hvad kan man gøre som forælder?

»Man skal sætte sig ned med sit barn og forsøge at bryde problemet ned. Det kan man bl.a. gøre ved at skrive en seddel med alle lærerne, hvis f.eks. ens barn er bange for at få skældud, og så snakke om hver af dem. På den måde finder man ud af, at det måske kun er en af lærerne, der skælder ud, og så kan man derfra snakke med barnet om, hvad det skal gøre, når det sker. Det gælder om at bryde helheden ned til noget, der er konkret og håndterbart, som kan overskues og løses. Ellers vokser problemet sig kun større.«

Hvad gør man, hvis det bliver værre?

»Mange forældre opfatter det som et nederlag, at de ikke kan aflevere et barn, der gerne vil lære og gerne vil i skole. Derfor venter mange måske for længe med at kontakte skolen. Men det er et tværfagligt samarbejde mellem skole og hjem, der skal til i de tilfælde, hvor barnet ikke har været i skole over en længere periode. Ofte skal der også en psykolog ind over. Mange skoler har en konkret handleplan liggende parat til at håndtere skolevægring.«

Hvad er det værste, man som forælder kan gøre?

»Det er at straffe barnet for ikke at ville i skole. Det ser man f.eks. ved, at forældre tager computeren, trækker i lommepengene eller forbyder barnet at være sammen med sine venner. Man må gerne presse barnet, men kun hvis det er med en belønning og ikke en straf. Det kan f.eks. være, at barnet får lov at bestemme aftensmaden eller lave noget sjovt, hvis det går tre dage i skole. Men hvis man presser barnet, skal man som forælder også kunne tage ansvaret, hvis det går galt, og barnet alligevel ikke kommer i skole som aftalt. Det er aldrig barnets skyld.«

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.