*

Familie, børn & unge

Hjælp børnene igennem de store følelser

Skuffelse, træthed, vrede eller ulykkelighed kommer aldrig tydeligere til udtryk end hos et lille menneske, der skal lære at være i sin egen krop sammen med de store følelser. Få gode råd til at hjælpe dem på vej.

Børn må godt have store følelser, de skal bare lære at håndtere dem - og ikke mindst, at de ikke opnår noget ved dem. Foto: Thomas Sjørup/Polfoto

Hvis du har prøvet at komme ud ad døren fra børnehaven med en skrigende flitsbue hængende under armen, så kender du helt sikkert den koldsved, forældre oplever, når følelserne overvælder de små.

- Vi har alle sammen måttet bære vores skrigende barn ud i bilen på et eller andet tidspunkt, siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen med et smil.

Vejen igennem gråden
  • Forebyg ulykkelige reaktioner ved at forventningsafstemme, når du kan, så barnet ved, hvad der skal ske.
  • Vis forståelse for det, der har gjort barnet vredt eller ked af det. Pas på med at affærdige barnets følelser.
  • Giv tydeligt udtryk for dine forventninger. "I vores familie taler vi altså pænt til hinanden, og det skal du også gøre til mig nu".
  • Hold igen med forklaringer. De forvirrer barnet.
  • Tilbyd dem kærlighed og nærhed til at komme igennem skuffelsen, uden de føler, at de er alene.
  • Pas på med kompromisser, studehandler eller tilbud om en is på vej hjem - så oplever barnet, at opførslen giver afkast.

Kilder: Sofie Münster, Margrethe Brun Hansen

Ofte hjælper det meget lidt, at påpege over for barnet, at "der er jo ikke noget at græde over", hvis vrede eller skuffelse allerede har ført til tårer. I stedet skal man gribe det anderledes an, råder Sofie Münster, bagkvinden bag nordicparenting.dk og forfatter til "Kærlighed er ikke nok".

- Børns følelser eksisterer, og de skal have lov til at have dem. Men mange gange forklarer vi for meget og forventer for lidt af børnene, og det hjælper dem dårligt videre fra følelsen, siger Sofie Münster.

Tre råd til stærke og glade børn: Kærlighed er ikke nok, du skal stille krav

Hun råder til, at man tager tre aktive skridt, når barnet sætter i et stort skrig.

Først skal barnet møde forståelse. Hvis gråden skyldes skuffelse, når man ikke kan få sin bedste ven med hjem at lege, er skuffelsen god at anerkende.

Men i situationen er det vigtigt ikke at bruge al energien på at forklare barnet, hvorfor det altså ikke kan blive, som de vil. Barnet kan ikke bruge forklaringen om, at I også skal handle på vej hjem, at I har en travl uge eller en aftale igen i morgen.

- I situationen handler det om at vise barnet, hvordan det er rigtigt at reagere. Efter forståelse for, at man godt kan blive ked af det, kan man minde om, at det ikke betyder, at man skal hyle i vilden sky eller tale grimt til den voksne, forklarer Sofie Münster.

Må man tage telefonen fra sit barn som straf?

Den slags er sværest at løse med små børn omkring de tre år, som er i gang med at blive selvstændige. Når de sætter sig noget i hovedet, kan hele deres verden godt ramle, hvis de får et nej, forklarer Margrethe Brun Hansen.

- Nogle børn er nemmere at få ud af vreden igen, så hvis det sker, mens I handler, er det godt at vide, hvor længe dit barn kan holde fast i ulykkeligheden, siger hun.

Hun understreger, at det er et sundt barn, som reagerer, når det ikke får sin vilje. Børn må godt have store følelser, de skal bare lære at håndtere dem - og ikke mindst, at de ikke opnår noget ved dem.

Derfor vil det tit hjælpe, hvis forældrene er vedholdende i deres anvisning af, at skuffelse er fint, men ikke skal komme til udtryk som grimme ord eller skrigeri.

- Det handler om at tilbyde dem en forventning til deres opførsel i stedet for en forklaring på, hvorfor de ikke kan få det, som de vil have det, siger Sofie Münster.

Uroligt barn: Måske har det brug for briller

Det sidste trin til at komme videre fra et følelsesudbrud er at tilbyde sin hjælp som voksen. Giv barnet hjælp og støtte til at komme igennem skuffelsen.

- Tilbyd dem, at de kan sidde på dit skød og køle af og trække vejret, siger Sofie Münster.

Det er måske lettere sagt end gjort, hvis den lille først har tændt for sirenen. Og her husker Margrethe Brun Hansen på, at alle forældre på et eller andet tidspunkt i supermarkedet har prøvet at måtte sætte kurven og gå igen med sit barn.

- Hvis du møder en mor i knibe, så smil lige til hende, og lad hende komme foran, for hun gør alt, hun kan, lyder det.

/ritzau fokus/

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her