DF: Slutdato gør rygere til narkomaner
Dansk Folkeparti frygter, at en slutdato for rygning i Danmark vil kriminalisere en lang række mennesker.
Dansk Folkepartis forebyggelsesordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, reagerer med hovedrysten på debatten om at sætte en konkret slutdato for rygning i Danmark.
Han kalder det en "formynderisk" tankegang hos de forskere og nu også Kræftens Bekæmpelse, som søndag plæderer for at forbyde rygning helt i Danmark.
Folketingsmedlemmet frygter, at det kan være med til at kriminalisere almindelige mennesker.
- Vi er imod, at man ikke som borger har ret til at styre sit eget liv, siger Jens Henrik Thulesen Dahl.
- Hvis rygningen som foreslået bliver gjort helt forbudt, ender rygerne i fixerummene sammen med de narkotikaafhængige, hvilket er helt og aldeles ud af proportioner, siger han.
Rygerjagt går for vidt
Dansk Folkeparti var ikke med i den seneste stramning af rygeloven og synes i det hele taget, at jagten på rygerne er gået for vidt.
- Det fungerer fint, at man ikke må genere andre med sin rygning og der er allerede sat en positiv udvikling i gang, så man skal ikke presse den yderligere, siger Thulesen Dahl.
Han erkender, at et totalforbud kan have en positiv betydning for antallet af dødsfald, der er forårsaget af rygning.
- Jo, det kan muligvis spare samfundet for penge og redde liv. Men det vil det også, hvis man forbyder fede produkter som fløde og røde pølser, men det gør man jo ikke.
- Spørgsmålet er, om samfundet skal bestemme, hvordan du skal leve, eller du selv skal, siger Thulesen Dahl.