Skoleskift hjælper ofre for mobning
Det er ikke den mobbede skoleelev, der er problemet, men stemningen i klassen.
Forældre til børn, der bliver mobbet i skolen, skal ikke være bange for at flytte deres barn til en anden skole, af frygt for at mobningen vil fortsætte.
I de fleste tilfælde betyder skoleskiftet nemlig, at barnet slipper for at blive holdt udenfor, hånet og grinet ad.
Det viser en ny undersøgelse fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, som forskerteamet Exbus og en af landets førende mobbeforskere, Helle Rabøl Hansen, står bag, skriver Politiken.
1052 elever fra 60 7.- og 8.-klasser har deltaget.
- Resultatet slår meget stærkt igennem: Mange af de mobbeofre, der flytter skole, oplever, at mobningen ophører, siger Helle Rabøl Hansen til Politiken.
- Det står i modsætning til den mere gængse opfattelse af, at nissen flytter med. Men nissen sidder ikke på eleven, den sidder i klassen, fortæller hun.
Helle Rabøl Hansen forstår godt forældrenes tvivl om at flytte barnet og risikere endnu et nederlag:
- Men undersøgelsen taler for, at det godt kan betale sig, også selv om skoleskift i sig selv forøger risikoen for at blive mobbet, fortæller forskeren til Politiken.
Ud af de 1052 elever i undersøgelsen har 363 skiftet skole, blandt andet på grund af mobning.
60 procent af dem, der blev mobbet på deres gamle skole, oplevede, at mobningen stoppede, efter de skiftede skole, skriver Politiken.
Der er dog ingen garanti for, at barnet dumper ned i en ny klasse uden mobning. Undersøgelsen viser, at en god stemning i klassen er langt mere afgørende for at undgå mobning end den opdragelse, børnene har med hjemmefra.