Børns kroppe skriger på hjælp

Selv om kroppen kun er syv-otte år gammel, kan den godt være brugt for lidt eller forkert.

Artiklens øverste billede
Ifølge fysioterapeut Niels Honoré er langt størstedelen af de 21 procent nye ‘børnekunder’ i klinikkerne netop de inaktive af slagsen. Foto: Colourbox

Det mærker et stærkt stigende antal børn, som henvender sig til fysioterapeuter og massører over hele landet med smerter i nakke, skuldre, ryg og hoved, skriver 24timer.

Sidste år fik 12.728 børn almen fysioterapi, og det er en stigning på 21 procent siden 2007, viser tal fra Danske Fysioterapeuter. Og landets massører og kiropraktorer kender også til udviklingen. I en rundringning til 20 af dem, som 24timer har foretaget, lyder meldingen, at flere børn fra ‘computer’-generationen nu mærker konsekvensen af den stillesiddende livsstil og får smerter samme steder som voksne.

»Børn sidder generelt meget ned, og derudover er der rigtig mange af dem, som fra en tidlig alder bruger bærbare computere og tablets. Rent ergonomisk er det nogle forfærdelig instrumenter. De bittesmå bevægelser med en mus eller mouse-pad, hvor man skal holde hele armens vægt, er meget belastende for nakken og skuldrene,« siger Johannes Højbjerg.

Han er kiropraktor ved Højbjergklinikken i Aarhus, hvor de oplever en »voldsom stigning« i antallet af børn med denne type problemer.

Men computerarbejde er ikke hele forklaringen på, at flere børn og deres forældre vælger at bruge tid, overskud og penge på at opsøge en behandler. Mindre fysisk aktivitet i skolen og forældre, der ikke er i stand til at være rollemodeller for deres børn, er også en del af forklaringen, vurderer fysioterapeut Niels Honoré. Han er sundhedsdirektør for Fysiodanmark, der er en kæde af 33 klinikker landet over.

Det er unormalt

»Det er unormalt, at børn skal debutere med muskelspændinger og hovedpine som otteårige og have større risiko for at leve med smerter resten af livet. Deres krop råber om hjælp, og det er en falliterklæring, at ingen voksne har taget ansvaret på sig og brudt deres inaktive vaner,« siger sundhedsdirektøren til 24timer.

Ifølge Niels Honoré er langt størstedelen af de 21 procent nye ‘børnekunder’ i klinikkerne netop de inaktive af slagsen. Der er stort fokus på de sygdomme, de har højere risiko for at få senere i livet, men de, der allerede mærker konsekvenserne af for lidt aktivitet og for meget computerspil her og nu, er der intet tilbud til.

»Vi kan gnubbe dem på ryggen og give øvelser, men der mangler et koordineret og landsdækkende tilbud, vi kan henvise dem til,« siger Niels Honoré.

24timer har talt med flere eksperter i børns sundhed, og de er ikke overraskede over, at flere nu søger behandling for smerter afledt af overvægt.

»Vi har flere børn, som er total inaktive, og det giver selvfølgelig nogle problemer på bevægeapparatet. Hvis man skal have fat i de børn, kunne man for eksempel gøre en times idræt obligatorisk i skole og skolefritidsordninger hver dag. Bedre infrastruktur, så børnene cyklede til skole i stedet for at blive kørt, er også en mulighed,« siger professor Lars Bo Andersen fra Syddansk Universitet.

En anden professor og fedmeekspert, Bente Klarlund Pedersen, kalder udviklingen ‘forfærdelig’.

»Smerter fører til dårligere koncentrationsevne og livskvalitet for børnene, og det er en rigtig ond cirkel at komme ind i. Sandsynligheden for ikke at få brudt inaktiviteten og bære den onde cirkel med ind i voksenlivet bliver stor,« vurderer professoren, der dog ikke kender til problemets omfang.

I Sundhedsstyrelsen kender man heller ikke antallet af børn, der får skader på bevægeapparatet på grund af stillesiddende aktiviteter.

»Det er et nyt område, og viden på området er derfor sparsom, men vi følger området med interesse,« siger projektleder Lisa von Huth Smith.



Kilde: 24timer

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.