Tør du tage denne test?
En ny blodprøve kan forudsige, hvor mange leveår du har tilbage. Det Etiske Råd er skeptisk.
Selvom dåbsattesten siger 40 år, kan du for længst have passeret pensionsalderen, når det kommer til din biologiske alder.
Nu kan du med en enkel blodprøve få svar på, præcis hvor hurtigt du ældes, og hvor gammel du kan se frem til at blive.
Det spanske medicinalfirma Life Length har udviklet blodprøven, der forventes at koste omkring 3.700 kr. og være i handlen om 5-10 år. Den biologiske alder bliver afsløret af længden på dnastrengene telomerer, som sidder på hver ende af et kromosom, skriver den britiske avis The Independent
Kan forudsige sygdomme
Hver gang en celle deler sig, bliver telomerne kortere, og jo ældre vi bliver, desto kortere bliver de. Eksperterne bag den nye blodprøve mener, at man ved at måle telomerernes længde kan forudsige aldersrelaterede sygdomme som hjerte-kar-sygdomme, kræft og alzheimers, da de sættes i forbindelse med korte telomerer.
"Det nye er, at testen er meget præcis. Man kan se meget små forskelle i telomernes længde, og det er en simpel og hurtig teknik, hvor man kan analysere mange prøver på en gang. Det vigtigste er, at vi kan udpege de farlige telomerer - de meget korte," siger testens opfinder læge Maria Blasco fra Spanish National Cancer Research Centre i Madrid.
Farlig viden
Lotte Hvas, dr.med. og næstformand i Det Etiske Råd, er skeptisk over for muligheden for at tilbyde private at få testet levealderen:
"Ingen ved, hvordan man vil reagere. Det kan få den stik modsatte effekt. I stedet for at stoppe med at ryge fortsætter man måske, fordi man tænker, at man alligevel ikke bliver gammel. Når man har hørt, at noget er biologisk, har det en fantastisk magt over os, og vi tror fuldt og fast på det. Men vi har altid mulighed for at "snyde" vores gener. Er man dårligt genetisk udrustet, men har de rigtige forudsætninger for at få en god uddannelse og et mindre stressende arbejde, går det bedre alligevel. Omvendt hvis man har gode gener og udsætter dem for alverdens dårligdomme, går det måske ikke så godt alligevel."
Forsikringsselskabet vil flå dig
Lotte Hvas tilføjer, at viden om telomerer er positivt i forskningsøjemed, men det enkelte menneske får ikke noget ud af at tage testen.
"Videnskaben er på børnehaveklasse-stadiet, når det handler om viden om, hvordan genetikken hænger sammen. Jeg så desuden gerne mere regulering af genetiske test. Det er meget personlige og fortrolige oplysninger. Hvordan kan du være sikker på, at de ikke bliver givet til din arbejdsgiver, dit forsikringsselskab eller pensionskasse, som vil bruge det i mod dig?"
Læs også: Simpel blodtest kan afsløre Alzheimers