Aseksuelle bryder kulturelt tabu
Omkring to procent af verdens befolkning er aseksuelle, viser flere udenlandske undersøgelser, og der er ingen grund til at tro, at det skulle være anderledes i Danmark,
Hvis du hellere vil se maling tørre på en væg end at dyrke heftig elskov, er der ikke nødvendigvis noget galt med dig.
Omkring to procent af verdens befolkning er aseksuelle, viser flere udenlandske undersøgelser, og der er ingen grund til at tro, at det skulle være anderledes i Danmark, siger ledende overlæge på Jysk Sexologisk Klinik Astrid Højgaard til Urban.
»Der er ikke noget i vejen med aseksuelle, det er simpelthen en normalvarians af seksualitet. Der er jo heller ikke noget i vejen med at være homoseksuel eller have stor sexlyst,« siger Astrid Højgaard.
34-årige Mads Peter Aagaard er såldes en helt almindelig mand, men han er aseksuel.
»Jeg er godt tilfreds og har ikke noget problem med min aseksualitet - men jeg føler mig da lidt udenfor nogle gange,« siger han til Urban.
Han har tænkt meget over, hvorfor han ikke har lyst til sex.
»Er det fordi, jeg er enebarn? Er jeg mon i virkeligheden homoseksuel? Er det noget hormonelt? Mangler jeg bare at møde den rette? Tro mig, jeg har overvejet alle muligheder,« fortæller Mads Peter Aagaard. Fysisk er der ikke noget galt. Han kan få rejsning og udløsning ligesom alle andre mænd.
Gik til læge og psykolog
»Men det giver mig åbenbart bare ikke samme tilfredsstillelse og nydelse, som jeg tror, det giver andre,« siger han. I mange år håbede Mads, at seksualiteten kunne blive vakt til live. Han gik derfor til læge og psykolog for at finde ud af, hvorfor han ikke er ligesom alle de andre.
Han har også prøvet at surfe porno på nettet for at se, om der var et eller andet, der tændte. Men forgæves. Mads Peter Aagaard har haft kærester og har da også haft sex. Og finder han igen en kæreste, vil han ikke udelukke at have sex igen.
»Men jeg vil også være fuldt ud tilfreds med aldrig at have sex mere. Jeg finder nok aldrig sammen med en kvinde, der har et stort sexdrive, men det er ikke et princip for mig at leve i cølibat. Men nu har jeg i 34 år ikke mødt et menneske, der har givet mig lyst til sex," siger han.
Faktisk sammenligner han sit forhold til sex med sit forhold til skønlitteratur.
Ikke utilfredse
»Jeg får aldrig rigtig læst nogen romaner, og det ærgrer mig da på en måde. Jeg ved jo godt, at jeg går glip af en masse ting. Men jeg kommer aldrig rigtig i gang med bøgerne, for sådan er jeg åbenbart bare ikke. På samme måde har jeg det med sex,« siger han.
Unge mennesker i 20'erne og 30'erne opsøger ind imellem sexologisk klinik for at få hjælp for deres manglende interesse i sex.
»Egentlig har de unge jo ikke noget problem og er ikke utilfredse, men det er jo kulturelt tabu at være uinteresseret i sex,« siger Astrid Højgaard fra Jysk Sexologisk Klinik . Det er formand for Sex&Samfund og lektor i sexologi Christian Graugaard enig i.
»Selv om der er kommet mere åbenhed og nysgerrighed, vil mange møde mistro, hvis de er ligeglade med sex. Mange vil synes, det er provokerende, andre at der er noget i vejen,« siger Christian Graugaard.
Problemet opstår for mange aseksuelle først, hvis de kommer i et parforhold med et menneske, der har seksuelle lyster og forventninger, som de ikke kan leve op til.
Derfor finder mange aseksuelle en ligesindet kæreste, og så opsøger de først klinikken senere i livet, når de gerne vil have børn. Det er ikke tilfældigt, at de aseksuelle kommer ud af busken i disse år, mener Christian Graugaard.
»I årtier har sex fyldt utrolig meget i samfundet. Derfor er det kun naturligt, at der kommer nye, interessante bud på, hvilken rolle seksualitet kan spille i et menneskeliv,« siger han til Urban.
Kilde: Urban