Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Antallet af influenza-indlæggelser stiger

En ny opgørelse fra Statens Serums Institut viser en stigning i antallet af influenza-indlæggelser, og især én gruppe er hårdt ramt.

Influenza-sæsonen er i fuld gang, og det skaber travlhed på landets hospitaler. Tirsdag kom de seneste tal fra Statens Serums Institut, der viser en stigning af influenza-indlæggelser på næsten 25 pct. i forhold til ugen før.

Og det er især de ældre over 65 år, der bliver indlagt. Sidste år udgjorde ældre over 65 år 22 pct. af de samlede influenza-indlæggelser. I år er det tal steget til 37 pct.

Ifølge overlæge Tyra Grove Krause, som er ansvarlig for overvågning af influenza og neuroborreliose hos Statens Serums Institut, skyldes overrepræsentationen af influenzatilfælde hos aldersgruppen +65 årets influenzatype, H3N2, som er særlig kendt for at give komplikationer hos de ældre.

»Det er særligt, når vi ser den influenza-type, at vi ser mange indlæggelser og overdødelighed. Det er ikke fordi, at de (de ældre, red.) er mere modtagelige, men fordi de får flere komplikationer. Sidste år havde vi influenza A-H1N1, som har cirkuleret over flere år, men den havde de ældre en underliggende immunitet overfor, formentligt fordi de havde mødt et lignende virus tidligere i deres liv,« siger Krause.

På trods af at influenza-snakken har fyldt meget i medierne på det seneste, er der på nuværende tidspunkt ikke tale om en epidemi, påpeger Krause.

Sidste gang Danmark oplevede en egentlig influenza-epidemi var i 2009. En epidemi kræver, ifølge Statens Serums Institut, at der konstateres signifikant flere influenzatilfælde end på en gennemsnitlig influenza-sæson.