Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Pres ikke børn til at give kram eller kys

Man bør acceptere, hvis et barn ikke har lyst til at give bedstemor eller bedstefar et kram.

Der kan være stor forskel på, hvordan en goddag- eller farvel situation kan udspille sig fra familie til familie. Et håndtryk, et kram, et kindkys eller et kys på munden må vel betegnes som de mest udbredte.

Når der kommer småbørn ind i familien, skal disse selvfølgelig også indvies i disse uformelle ritualer - eller hvad?

Netop dette spørgsmål har skabt stor debat på Facebook, efter siderne Safe Kids og A Mighty Girl delte et opslag med dette billede:

»Jeg er fem år. Min krop er min krop. Tving mig ikke til kys eller kram. Jeg er ved at lære om samtykke, og din støtte vil hjælpe mig til at holde mig sikker resten af mit liv.«

Opslagene og billedet er blevet delt mere end 200.000 gange på de to sider og har skabt stor debat.

Spørger man psykolog Iben Vutborg fra FavnenFuld.dk, så er budskabet i opslaget yderst relevant.

»Det kan være problematisk at presse eller tvinge børn til at give kys eller kram, når de ikke har lyst, fordi man således beder barnet overskride dets egne grænser. Når barnet mærker en grænse for, hvad det vil og ikke vil med sin krop, bør den respekteres. Præcis som vi voksne forventer, at vores kropslige grænser respekteres,« siger hun.

Men kan det ikke skabe en underlig stemning, hvis et barn pludselig ikke vil give et kram til sine bedsteforældre?

»Jo. Selvfølgelig kan det det. Men bør en underlig stemning være årsagen til at bede et barn deltage i en handling, som barnet måske finder ubehagelig? Hvilket signal sender det til barnet? Det sender et signal om, at barnet skal deltage i en måske for barnet kunstig og ubehagelig handling blot for at tilfredsstille de voksenes behov for at holde på formerne. Det sender et signal til barnet om, at barnets følelser er mindre vigtige end de voksenes, samt at de voksne har autoriteten over barnets krop. Det har de ikke. Barnet har autoriteten over barnets krop. Barnets krop - barnets grænser,« siger hun.

Iben Vutborg mener, at voksne bør give barnet mulighed for en acceptabel middelvej som f.eks. et håndtryk eller et "goddag", og så kan barnet senere udvikle på sin hilsen, når det får lyst og måske er blevet inspireret af andre voksne til at give et kram til tante eller et rungende high-five til onkel.

På Facebook deler opslaget vandene.

»Jeg får det altid ubehageligt, når folk jeg kender insisterer på, at deres børn skal give mig et kram. Hvis barnet ikke tilbyder det, så drop det. Når det sker, foreslår jeg altid en highfive,« skriver Judy Sheridan i en kommentar.

Noget mere kritisk er Donna Salvaggio, der skriver:

»Så nu skal noget uskyldigt og kærligt gøres til noget perverst? Dette er alt, hvad der er galt med dette land. Mennesker har brug for berøring for at overleve. Det frigør endorfiner, der giver positive tanker hos mennesker,« skriver hun.

Historien bag billedet finder man helt tilbage i juli 2015, da skribent Katie Heller skrev et indlæg hos CNN, hvor hun fortalte, at hun ikke pressede sin datter til at dele kram og kys ud. Heller ikke til tætte familiemedlemmer.