Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Ny undersøgelse: Kælne kattekillinger kan slå ihjel

Pas på. Det er ikke risikofrit at kæle og kramme en sød lille kattekilling.

Det kan være fristende at løfte en lille kattekilling op, nusse med den og sætte den ned igen. Men pas på med det. For hvis killingen kradser dig, kan du få kattekradssyge. Og det kan i yderste konsekvens slå dig ihjel.

Forskere fra Centers for Disease Control and Prevention i USA har udført et studie, som viser, at kattekradssyge er mere udbredt end hidtil troet. Det skriver The Telegraph.

Kattekradssyge giver feber, hævede bylder og kan i ekstreme tilfælde forårsage død. Seniorforsker ved Statens Serum Institut Steen Ethelberg forklarer:

»Kattekradssyge kan være dødelig, ja. Men gælder ikke for almindelige raske mennesker, som tager til lægen, når de bliver syge. Det gælder for mennesker med nedsat immunforsvar. Det kunne for eksempel være hiv-smittede eller narkomaner.«

»Hvis man går til lægen, får man noget antibiotika, og så bliver man rask,« siger han.

Katte kan forårsage kattekradssyge, som kan give feber, hævede bylder og i ekstreme tilfælde forårsage død. Foto: Sarah Ause Kichas/AP

Sygdommen kommer oftest fra killinger eller fra herreløse katte, og der er et par simple metoder til, hvordan man kan minimere risikoen for smitte: Vask dine hænder, efter du har rørt ved en kat, og lad så vidt muligt være med at kysse katten.

Har du børn, så bør du også være opmærksom, når der er katte i nærheden.

»Sygdommen er sjælden. Men når den forekommer, ses den lidt oftere hos børn end hos voksne. Det har nok at gøre med, at børn har en lidt anden omgang med katte, end voksne har,« siger Steen Ethelberg.

Selvom det nye studie viser, at kattekradssyge forekommer en smule hyppigere end hidtil troet, er den, som Steen Ethelberg påpeger, stadig sjælden. Således fandt forskerne, at sygdommen hvert år findes hos 4,5 ud af 100.000 mennesker.