Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Nyt studie: Fedme får børn til at droppe skole og uddannelse

Overvægtige børn er mindre tilbøjelige til at færddigøre skolen end normalvægtige børn, viser europæisk studie.

Kan fedme have noget at gøre med ens chance for at tage en uddannelse?

Svaret er tilsyneladende ja. I hvert fald ifølge et nyt svensk studie blandt næsten 9000 børn, der er blevet offentliggjort på Den Europæiske Kongres for fedme, der bliver afholdt i Prag.

Studiet viste, at 56 pct. af de børn, der havde modtaget en eller anden form for behandling for fedme, gennemførte 12 års skolegang eller mere. Til sammenligning færddigjorde 76 pct. af de normalvægtige børn mindst 12 års skolegang.

Undersøgelsen har taget højde for forskelle i køn, etnicitet og socialøkonomiske forhold.

Mens resultatet er håndfast, er forklaringen på tallene anderledes uklar. Alligevel mener folkene bag undersøgelsen, at bl.a. mobning er en af de afgørende årsager til udviklingen.

"Hvis man bliver drillet i skolen, føler man sig stigmatiseret og har ikke rigtig lyst til at gå i skole. Måske er fravær fra skolen en af årsagerne," siger forfatter til undersøgelsen, Emilia Hagman fra det Karolinska Institut ifølge nyhedsbureauet AFP.

Emilie Hagman slår samtidig fast, at kan være flere andre årsager til frafaldet, bl.a. dårlig søvn og andre livsstilsproblemer.

Problemet, der bliver påpeget i den svenske undersøgelse, er blevet fremlagt på konferencen samtidig med offentliggørelsen af, hvilke lande der er hårdest ramt af overvægt blandt børn.

En analyse af tal fra World Healt Organization (WHO) om overvægt i 32 europæiske lande viser, at der kommer stadig flere overvægtige børn i Europa. "Topscoren" er Irland, hvor 27,5 pct. af børnene under fem år er betegnet som overvægtige, mens tallet er 23,1 pct. i Storbritannien og 22 pct. i Albanien.

Det laveste antal overvægtige børn findes i Kazakhstan, hvor procentandelen er 0,6 pct., mens Litauen og Tjekkiet har henholdsvis 5,1 pct. og 5,5 pct. overvægtige børn.

I Danmark er målingen kun blevet foretaget blandt piger under 3 år. Her var andelen af overvægtige 16,1 pct.

Definitionen af overvægtige er personer med en BMI på 25 eller mere.