Urban Farming: Nak og æd dine egen kaniner

Alexander er så blød at røre ved, at hånden bare må stryge hans pels igen og igen. Den nougatfarvede dværgkanin er fire år gammel og en heldig lille fætter. Han får nemlig lov til at lide en naturlig død, når den tid kommer. Og hans begravelse i haven, ved siden af guldhamsteren, er allerede planlagt. For han er den 12-årige Anton Frydensberg-Billings kælekanin.

Lillebror Niklas på 10 år mistede forleden sin Ninka, som han havde haft i otte år, og der blev taget pænt afsked med begravelse, mindehøjtidelighed og fugtige øjenkroge. Til foråret bliver der plantet et valnøddetræ oven på Ninka. For de to drenge elsker deres kaniner.

Alligevel er der med jævne mellemrum kanin i gryden, når familien sætter sig til bords. For når man som Lena Frydensberg-Holm er kaninavler, ryddes der ud i bestanden en gang om året. Og de kaniner, der ikke har formået at charmere hendes store opdrætterhjerte, må af med hovedet. Kaniner er også mad her i familien.

"Vi går meget op i, at det kød, vi spiser, kommer fra dyr, som har haft det godt. Og det ved vi jo, at vores kaniner har," siger hun.

Lena Frydensberg-Holm arbejder til daglig som lean fascilitator i Region Hovedstaden. Hendes mand Kasper Billing er financial controller i Nordea, så når arbejdsdagen er omme, smyges jakkesættene af og gummistøvlerne på.

Haven bag Kastrup-villaen har været by-landbrug, længe inden der var nogen, der havde hørt om trenden Urban Farming. Efterhånden som Lenas og drengenes interesse for kaniner og smukke høns greb om sig, er drengenes klatrestativ forvandlet til hønsehus, og antallet af kaninbure fordoblet. Og til foråret bliver der et leben, når de 15 kaniner begynder at få unger. Så begynder udskilningsløbet. Udstillingskaninerne spottes. De øvrige unger sælges fra. Og når sæsonen er ovre, er der et par håndfulde voksne kaniner, som havner i fryseren.

Første gang Lena skulle slagte kaniner, fik hun hjælp af en ven fra den lokale kaninavlerforening. Anton løb i haven og legede med en kammerat, og hun bad dem om at lege videre i forhaven for at skåne dem for synet. Da det hele var overstået, lå der stadig en blodpøl på jorden dér, hvor blodet var blevet tappet. Lena overhørte tilfældigt Antons forklaring til kammeraten af, hvad der var sket.

"Først hænger de kaninerne op og hamrer et søm igennem deres fødder. Så tæsker de løs på dem med en kæp, indtil de er døde."

"Så blev jeg klar over, at uvidenhed er endnu værre end viden om, hvad der sker, og jeg måtte forklare meget omhyggeligt, at kaninerne slet ikke mærker noget. Man kæler med dem, lige indtil de får et lille, fast slag med en jernstang i nakken, og så er de væk. Så hugger man hovedet af og hænger dem op, så blodet løber ud."

Niklas vil også gerne beskrive, hvordan han forestillede sig, at de voksne havde skydevåben og bare skød løs på de stakkels kaniner!

Men nu er der ingen mareridt om kaninslagtere mere. Drengene ønsker bare ikke at være der, når det sker.

Og det er den helt rigtige måde at gøre det på, mener agronom og journalist Tine Kortenbach. Hun er aktuel med en ny bog om Urban Farming og kaninopdræt.

"Børn kan sagtens kapere, at kaninerne spises, så længe de får lov til at have deres kælekaniner i fred," siger hun.

Tine Kortenbach er vokset op på landet og har holdt kaniner, siden hun var en lille pige. Men det er først nu, hun har besluttet sig for at opdrætte i større stil og blive selvforsynende med kød. Sidste sommer sprang hun ud som Urban Farmer og indrettede en kaninfarm på sommerhusgrunden. 12 uger senere kunne hun slagte 16 dejlige, kødfulde kaniner, hvoraf flere stadig befinder sig i fryseren.

"Med mit kaninavlerprojekt vil jeg vise, at det sagtens kan lade sig gøre at udvikle en sund madkultur med råvarer af høj kvalitet. Når du opdrætter spisekaniner, tager du ansvar for, hvordan dyrene har det, og hvordan de bliver slaget. Du ved, at kødet er fri for medicinrester og kemikalier," siger hun og understreger, at det hverken kræver en bondegård eller særligt mange penge at blive farmer.

"Det kræver entusiasme, og at du sætter dig ind i, hvad sådan nogle dyr kræver for at have det godt. Det er derfor, jeg har skrevet bogen. Jeg håber, at mange flere vil begynde at avle deres eget kød, så industrien ikke længere har monopol på at bestemme, hvad der kommer på middagsbordet."

Tine Kortenbach har mødt stor interesse for bogen og føler, at hun har ramt lige ned i en begyndende trend.

"Folk vil gerne involvere deres børn noget mere i madkultur og vise dem, hvor maden kommer fra. At kød ikke bare er noget, der ligger i frysedisken i supermarkedet," siger hun.

Lena Frydensberg-Holm er enig.

"En af naboerne er også hoppet med på trenden, så vi slagter høns sammen, og i kaninavlerforeningen mærker vi en stigende interesse fra folk, som gerne vil avle selv."

Niklas og Anton Frydensberg-Billing er ikke i tvivl om, at det kød, de spiser, engang har været levende dyr. Og de bekymrer sig om, hvordan dyrene har levet, inden de bliver spist, for det er vigtigt, at de har haft det godt. Så smager de bedst. Ligesom den kalv, der i sommer sprang fornøjet rundt på Amager Fælled. Nu ligger den i fryseren.

"Det føles forkert på én eller anden måde, men også rigtigt. Det er godt at vide, at de har haft det godt, da de levede," siger Anton.

Han var bare fire år gammel, da han første gang var med i kogræsserforeningen for at se kalvene bliver lukket ud på græs. Han rykkede fortroligt sidemanden i ærmet og betroede indforstået: De er helt fulde af kød, de der!