Rejs dig op – og lev længere
Mange danskerne sidder lige så meget ned i deres fritid, som de gør på jobbet. Det er et problem for folkesundheden, mener flere eksperter, der sidestiller danskernes siddelyst med den fare, der er forbundet med rygning.
Du starter måske dagen siddende over morgenmaden. Snart tager du plads i kontorstolen på arbejde. Efter fyraften sidder du igen i sædet på bilturen hjem. Aftensmad med familien ved spisebordet - og dagens sidste timer i sofaen foran fjernsynet. Er du egentlig klar over, hvor længe du sidder ned i løbet af en dag?
»Det er en sundhedsskadelig mængde, den typiske dansker sidder ned. Vi har ikke haft så mange undersøgelser på området i landet tidligere – men flere og flere tal bekræfter, at vi har et problem,« fastslår fysiolog og projektleder ved Trygfondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet, Morten Zacho.
Bekymrende undersøgelse
Han hæfter sig specielt ved, at undersøgelsen viser, at de danske kontoransatte sidder ligeså meget ned i fritiden som de gør, når de er på arbejde.
»Det er velkendt viden, at folk sidder meget ned på deres arbejde, men det, der bekymrer mig, er at folk oveni sidder så meget ned i deres fritid. Her begynder at gå helt galt,« konstaterer han.
Forklaringen, mener han, skal findes i den stigende brug af moderne teknologi og sociale netværk, som mange danskere bruger en stor del af deres fritid på, oveni at de stadig sidder ned, når de ser fjernsyn og læser en bog.
Sid ned og dø
Det finske institut for folkesundhed, UKK, står bag en anden aktuel undersøgelse på området. Her har forskere set på, hvad det helt konkret betyder for kroppen at sidde ned i en længere periode. Konklusionen er klar - risikoen for at dø øges mærkbart, hvis man sidder ned mere end syv timer om dagen.
»Kroppens evne til at styre den sukkermængde, der normalt findes i vores blod bliver svækket når man sidder i længere tid uden at være fysisk aktiv. Kroppens muskler sørger for at fjerne det skadelige sukker, men hvis musklerne ikke bliver brugt i lang tid, forringes deres evne til at optage sukkeret, og der dannes på den måde for meget sukker i blodet,« fortæller Morten Zacho og henviser til at det på længere sigt øger risikoen for livsstilssygdomme som åreforkalkning, for højt blodtryk og type 2 sukkersyge.
»Med undersøgelser som denne, begynder vi at forstå, hvad der er skadeligt. Er der f.eks forskel på, om man sidder ned uafbrudt i lang tid, eller man sidder ned i lang tid med afbrydelser? Vores erfaringer viser, at det er sundest at sidde ned og blive afbrudt, så man ind i mellem aktiverer musklerne.«
Selvom man i døgnets andre timer dyrker motion eller har fysisk arbejde påpeger andre udenlandske undersøgelser, at den skadelige effekt ved at sidde stille er svær at opveje.
»Den normale anbefalede halve times motion rækker i hvert fald ikke, men forskningen kan endnu ikke sige om der skal en eller to timers daglig motion til at kompensere for et stillesiddende liv,« siger Morten Zacho, men slår dog fast, at dødsrisikoen er større, hvis du er blandt dem, der både sidder meget og lever et liv uden motion."
Ligesom rygning
Generelt opfordrer fysiologen vi danskere til at have langt større på fokus på de skadelige effekter af at sidde stille. Hvor meget fysisk aktivitet, der er nødvendig for at bryde den onde cirkel, er forskerne stadig i gang med at undersøge, men på lang sigt mener Morten Zacho, at det vil kræve en holdningsændring i befolkningen.
»Vi skal begynde at se på det at sidde ned, ligesom vi ser på rygning. Vi skal betragte det som værende usundt – ligesom vi har vænnet os til at se på rygning som usundt,« forklarer han.