»Du skal lære at elske det, som er helvede«

»I går brød verden sammen.«

Det er noget af det første, Knud Romer siger, efter han har budt indenfor i lejligheden i det indre København, hvor han bor med sin kone og deres to døtre på seks og otte. I går var nemlig en af de dage, hvor der pludselig var for få timer i døgnet og babysitteren sprang fra, så Knud Romers svigerfar måtte komme familien til undsætning. Og sådan sker det jævnligt, at verden bryder sammen, når man har børn og skal få familielivet til at balancere i en travl hverdag.

»De skal til børnefødselsdag, fodbold, kor, svømning, de skal lave lektier, have tøj på, i skole og hentes og bringes. På et tidspunkt når du en ende for dine handlingsmuligheder,« siger Knud Romer.

»Jeg har regnet ud, at alene min ældste datters fodbold tager sammenlagt tre uger af min tid på et år. Vi cykler derhen, jeg står og kigger på, vi cykler tilbage, og jeg tager med, når der er kamp i alle mulige forstæder. Det fører mange forpligtelser med sig at blive far.«

Derfor er Knud Romers roman ”Kort over Paradis” også udsat på ubestemt tid. Det har ganske givet ikke været muligt at finde tiden og fordybelsen til at skrive den færdig.

Til gengæld udkom i sommers en ABC, som Knud Romer begyndte på, længe før han blev far. ”ABC” er ikke kun for børn, men i meget høj grad også en bog for voksne, fortæller Knud Romer.

»Følelsen af forgængelighed og tab i den er blevet forstærket af at få børn,« siger han.

»Når du får børn, går det op for dig, hvor forgængelig du er, og hvor skrøbeligt livet er. Du vil pakke alting ind i vat, og enhver tale om krig og ulykke bliver helt forfærdelig. Jeg kan ikke have, at verden er ond, jeg kan ikke have, at der kan ske børn noget ondt overhovedet. Jeg kan først og fremmest heller ikke have, at de skal dø. Og jeg kan slet ikke have, at jeg selv skal dø, at jeg ikke kan se dem, passe på dem og føle dem. Det uudholdelige ved at dø er ikke, at jeg går glip af mig selv, men at jeg mister mine børn. Hvis jeg dør, vil jeg længes så meget efter mine piger, at jeg vil genopstå af ren længsel.«

Fra selvfed fætter til far

Knud Romer blev far for første gang som 46-årig i 2006 – samme år, som han fik udgivet sin debutroman ”Den som blinker er bange for døden”.

»De blev født samtidigt, og jeg blev genfødt,« siger han.

Før Knud Romer mødte sin kone og fik børn, levede han et liv, som drejede sig om forbrug, fester og rusmidler. Og først og fremmest ham selv.

»Jeg var en forkælet, uforsvarlig, selvfed fætter – du overlader ikke børn i hans varetægt, vel?« spørger Knud Romer retorisk.

»Jeg var kommet til et punkt, hvor jeg var ved at brække mig over mig selv. Så det at få børn på det tidspunkt gjorde, at jeg kunne slippe for mig selv og i stedet kunne koncentrere mig om nogle andre.«

For Knud Romer var det altså en lettelse at kunne tilsidesætte sig selv, men det nye liv som far var også en udfordring.

»Jeg gik fra et liv uden regelmæssighed eller nogen former for gentagelser til 100 pct. tvangsmæssig mønstergentagelse i en uendelighed. Du opretholder den samme rutine hver dag: op klokken halv syv, slås med børnene, du leder altid efter to ens sokker og kan ikke finde deres tøj, for du har ikke lagt det frem aftenen før, for da var du for træt. Det er meget sværere at opfylde de forpligtelser, der ligger i at leve et normalt liv, end det er at gå til fester og drikke sig fuld. Omsorgen og nænsomheden kræver meget mere, og det kræver meget mere viljekontrol og disciplin. Det er ligesom at gå på arbejde.«

»Jeg er meget ufuldkommen«

Viljekontrollen blev et vigtigt værktøj, da Knud Romer besluttede sig for at lægge alkoholen helt på hylden. Han kunne ikke forene sit alkoholforbrug med rollen som far.

»Når du bliver far, er det ikke rusen, der er det afgørende, det er nøgternheden. Du skal altid være klar til at gribe ind, trøste, være til for dem. Det kan du ikke gøre, når du er fuld og skæv,« siger Knud Romer, der husker, hvordan han som barn fandt det ubehageligt, når hans forældre var fulde. Det har han ikke lyst til at udsætte sine egne børn for. Men den perfekte far er han heller ikke, og han begår hele tiden fejl, som han må tage konsekvenserne for.

»Hvis man læser et ekstra kapitel Harry Potter højt, selv om det egentlig er blevet for sent, er helvede løs næste dag: Børnene bliver følelseslabile, vil ikke stå op og vil ikke tage tøj på.«

Knud Romer erkender vigtigheden af at kunne sige nej, selv om han har svært ved ikke at forkæle sine børn hele tiden.

»I dag er jeg blevet til ham, der siger nej. Jeg er blevet til min egen far med blød hat og stok, der siger spis op, gå i seng, lav dine lektier. Jeg er blevet til et overjeg, en autoritet,« siger han.

»Samtidig er jeg også meget ufuldkommen. Der er masser af ting, jeg ikke kan, og nu skal jeg til at gøre alle de ting, jeg selv hadede som barn. Når der er aflevering i skolen torsdag, ender vi som regel med at sidde og lave det sent onsdag aften. Og det er min skyld,« fortæller Knud Romer.

»Men på alle fædres gravsten kan der stå: ”Jeg gjorde mit bedste.” Og om det så er godt nok, må ens børn bedømme.«

Og Knud Romer gør det bedste, han kan, når det kommer til sine to døtre, men han er ikke bange for at indrømme, at han kan blive overbeskyttende.

»Når man bliver far, ændrer ens følelsesliv sig pludseligt, og man bliver meget nænsom og forsigtig. Hvis jeg ser en hund, kan jeg finde på at gå over på den anden side af gaden, fordi jeg er bange for, at den bider mine børn. Og jeg hader biler, især kassevogne, de er livsfarlige! Jeg hader fucking højresving. Jeg tror ikke, at mine børn får lov til at cykle i skole, før de er 13, og de kommer ikke til at gå hjem fra fest alene, så længe de bor hjemme. Jeg vil hente dem. Hvornår er der sidst blevet kørt et barn ned eller sket en kidnapning i København? Det vil jeg skide på.«

Familie frem for forfatterskab

At få børn har ikke kun ændret Knud Romers eget følelsesliv, men også forholdet mellem ham og konen Andrea.

»Du går fra at drikke, bolle og grine til ren servicefunktion. Du bliver en fabrik. Alt går op i, hvem der gør hvad, og du får ikke et sekunds fred. Du får intimsfære-klaustrofobi.«

Men selv om parret, ifølge Knud Romer selv, er ”helt vildt uperfekte og skændes fra morgen til aften”, kommer skilsmisse aldrig på tale.

»Jeg ved, at en måde at undgå at blive skilt er at beslutte sig for, at skilsmisse ikke er en mulighed. Du beslutter dig for ikke at give op, selv om dit liv er et helvede,« siger Knud Romer.

»Man skal se det i et enormt perspektiv: Det kan godt være, det er surt i fem år, og at man ikke dyrker sex i 10 år, men so fucking what? Det er en frygtelig fejltagelse at tro, at det kan være både sex, drugs and rock’n’roll og samtidig skole, lektier og sengetider. I går sagde min kone: ”Nu ligger vi her igen, efter at være gået i seng efter de sene nyheder, som to rystede champagneflasker, hvor proppen aldrig går af.” Men hvis jeg havde taget det som en opfordring, havde hun stukket mig én, for søvn er et vigtigere behov end sex.«

På trods af alle skænderierne og manglen på søvn og sex er det at være far det største, man kan opleve, mener Knud Romer.

»Det er ikke noget, der kan sammenlignes. Hvis jeg skal vælge mellem forfatterskab og familie, vælger jeg familien. Jeg ville ikke kunne leve uden.«

Når bølgerne nogle gange er gået højt i hjemmet, er Knud Romer taget til Præstø for at skrive. Men efter maksimalt tre dage kan han ikke længere holde det ud.

»Jeg føler mig fuldstændig tom og ensom. Jeg gider ingenting og har ikke lyst til at skrive. Jeg vil bare hjem og være sammen med mine børn. Jeg vil hellere skulle skændes med mine piger om, hvilket tøj de skal have på, og at de skal spise deres aftensmad, end jeg vil sidde og dyrke mig selv.

Dan Turéll siger, ”jeg elsker hverdagen”, og du skal lære at elske det, som er helvede, det, som er ren tortur. Lære at elske smerten, afsavnet, frustrationen, de evige gentagelser, det, at du hele tiden halser bagefter,« siger Knud Romer.

»Det mærkelige er, at man har så svært ved at forstå det umulige, at man næsten ikke kan værdsætte det. For det er næsten umuligt at forstå: at det her er mine døtre, at jeg er far. De gange, hvor det går op for én, får man et indre brusebad af endorfiner, sommerfugle i maven, en lykke, som er saliggørende. Men det er jo ikke sådan, at du går rundt fra morgen til aften og griner og er lykkelig hele tiden, vel?«