Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Advarsel mod farligt stof i tandpasta

Triclosan er lovligt i Danmark, men Miljøstyrelsen fraråder alligevel, at man bruger det.

Anna Gottschalck

For langt de fleste danskere er det en fast rutine at gribe om tandbørsten morgen og aften for at børste bisserne.

Men der er grund til at være varsom med, hvilken tandpasta du smører på tandbørsten, før du stopper den i munden.

To tandpastaer fra Colgate indeholder nemlig stoffet triclosan, der er et bakteriedræbende stof, som både Miljøstyrelsen og Tandlægeforeningen fraråder forbrugerne at bruge.

Det drejer sig om tandpastaerne Colgate Total og Colgate Total Whitening.

Fraråder tandpastaen

Triclosan er lovligt i Danmark, men både tandlægeforeningen og Miljøstyrelsen advarer alligevel forbrugerne mod at købe tandpasta med triclosan.

”Vi fraråder brug af tandpasta med triclosan, fordi den dokumenterede sundhedseffekt er begrænset. Samtidig er der flere potentielt skadelige effekter," siger Claus Jørgensen, der er kommunikationschef i Tandlægeforeningen.

Claus Jørgensen henviser til, at triclosan både er mistænkt for at være hormonforstyrrende og for at gøre bakterier resistente i kroppen. I 2005 kategoriserede EU stoffet som en miljøgift, fordi det er svært at nedbryde i naturen.

Unødvendigt stof

”Alt i alt er de potentielle ulemper så store, at de overskygger fordelene,” mener Claus Jørgensen.

Det slutter Miljøstyrelsen sig til.

”Vi vurderede for nogle år siden, at triclosan er et unødvendigt stof i tandpasta, og at det har nogle mulige egenskaber, som man lige så godt kan undgå,” siger Bettina Ørsnes Andersen fra Miljøstyrelsen.

Hverken i Tandlægeforeningen eller i Miljøstyrelsen ser man ingen grund til, at nogen forbrugere bruger tandpasta med triclosan.

Lovligt i Danmark

Alligevel er triclosan lovligt i produkter, der sælges i Danmark.

Det er det, ifølge Miljøstyrelsen, fordi det endnu ikke er blevet dokumenteret, at stoffet skulle være sundhedsskadeligt. Først når dét er dokumenteret, kan man ulovliggøre det.

”Man kan ikke forbyde et stof på baggrund af en mistanke, derfor presser vi på i EU for flere undersøgelser, og indtil vi ved mere, advarer vi imod brugen af stoffet, fordi vi vælger en forsigtig tilgang til de mistanker, der er,” siger Bettina Ørsnes Andersen.

Hun forklarer, at der i øjeblikket bliver foretaget flere undersøgelser for at kortlægge, om der er en risiko forbundet med triclosan.

Blandt andet er Danmark og Holland for nyligt gået sammen om en undersøgelse af stoffet. Undersøgelsen kunne dog kun konkludere, at der er behov for flere undersøgelser, før man kan fastslå, om stoffet er forbundet med en risiko.

”Men der er ikke dokumentation, der viser, at der er nogen risiko forbundet med at indtage triclosan i de mængder, som er tilladt i tandpasta,” siger Bettina Ørsnes Andersen.

Der må maks. være 0,3 pct. triclosan i en tandpasta.