Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

"Jeg var en klam kælling, der skulle dø"

15-årige Simone Christensen lærte sig selv at overleve digital mobning. Men mobberen har ikke givet op...

"Lige pludselig fik jeg fem beskeder fra fem forskellige folk, som havde hørt rygter om mig og svinede mig til. Jeg var en klam kælling, der bare skulle dø, skrev en af dem. "

Sådan oplevede Simone Christensen sit livs værste mareridt eksplodere, da en jævnaldrende pige for et stykke tid siden begyndte at mobbe hende på de sociale medier.

"Jeg var klam, ulækker og grim"

"Hun startede med at skrive beskeder om, at jeg var klam, ulækker, grim og ingen venner havde. Så på et tidspunkt gik mine forældre fra hinanden, og så kørte hun på det: At jeg ingen familie havde, at jeg aldrig havde følt kærlighed, og at det ikke var noget at græde over," fortæller den 15-årige skolepige fra Skovlunde til Jyllands-Posten.

"Hun kørte på mine billeder (på Facebook, red.), og hun blev ved med at kalde mig ulækker og sige, at jeg ingen venner havde. Hun blev ved med at køre i de samme psykiske ting," beretter hun.

Jeg prøvede bare at være så stærk som mulig, men man kan også godt bare fuldstændig bryde sammen
Simone Christensen, 15 år, tidligere mobbeoffer

Det der kom helt bag på hende var at mobningen kom fra en tidligere klassekammerat, som førhen var en af hendes bedste veninder.

Jalousi driver mobningen

Hun har ingen anelse om, hvorfor hendes tidligere så gode veninde vendte sig mod hende på den måde, og hun undrer sig over, at det gik så vidt som det gjorde.

"Jeg tror måske, at hun har været jaloux på et eller andet, for det er mange af dem der mobber. Jeg kan ikke ellers se nogen grund til at man mobber, hvis man ikke virkelig har noget imod en person," forklarer Simone Christensen.

Hun tror, at personer, der "har noget specielt" - at de for eksempel går med briller - eller har nogle svagheder, kan blive udsat for mobning. Men det kan også ske for unge, der er lidt for smukke og lækre, at de rammes af mobning med jalousiens fulde kraft, mener hun.

Kunne ikke gå i skole

Hvordan kom du ud af det?

"I starten var det rigtig hårdt. Hun truede mig med med tæsk, og jeg kunne simpelthen ikke tage mig sammen til at komme i skole. Jeg var virkelig nede og ked af det, og jeg følte, at ingen kunne lide mig; jeg følte mig udelukket fra alle."

"Men jeg havde rigtig gode veninder der støttede mig, og jeg havde nogle rigtig gode forældre som også støttede mig rigtig meget. Jeg prøvede bare at være så stærk som mulig, men man kan også godt bare fuldstændig bryde sammen," forklarer Simone.

"Sådan virkelig bryde sammen," understreger hun.

Lyt til de rigtige venner

Hold dig til de rigtige venner, lyder hendes råd til unge i samme situation.

"Selvfølgelig er der nok nogen, der ikke kan lide en, men jeg har også rigtig mange gode veninder, og dem holder jeg mig til. Dem der ikke kan lide mig, kan jeg jo bare lade være med at snakke med, selvom det kan være svært at undgå."

Konfronterede du hende med mobningen?

"Nej, jeg snakkede med en der sagde, at hun formentlig ikke ville lytte til mig. Hvis jeg sagde det til hende, ville det blive værre og værre, mente hun. Derfor ignorerer jeg det, når hun skriver beskeder til mig nu."

Mobber begyndte igen

Så hun bliver ved?

"Ja, efter lang tids pause er hun begyndt lidt igen."

Kunne du finde på at lukke din Facebook-profil for at undgå mobning?

"Jeg kender en person der har lukket sin Facebook ned, fordi hun virkelig blev mobbet. Men jeg vil aldrig lukke mit liv ned på den måde, fordi hun ikke kan lide mig. For så har hun jo endnu mere at mobbe en med..."

Hurtige på aftrækkeren

Er unge på din alder hurtige til at kritisere hinanden?

"Ja, det tror jeg. Man hører måske ikke begge sider af historien. Når folk spreder hurtige rygter, så tror de jo på det som deres venner og veninder har sagt. Og så siger de til sig selv, at så kan jeg lige så godt hoppe med. Det er jo bare for sjov. Men... det er ikke sjovt, for du kan ikke se, hvordan personen reagerer, og du kan ikke se, om personen mener det for sjov, når det foregår på sms og på Facebook," forklarer den 15-årige skolepige.

Hun synes, det er "helt vildt", som der kritiseres på de sociale medier, blandt andet af de billeder, som næsten alle unge har liggende på deres Facebook-profil.

Kritik uden omkostninger

"På gruppesider kan man jo bare sidde og svine folk til, for man ved jo, at man ikke møder folk ansigt til ansigt. Man kan ikke se personens reaktion. Og så er man sådan set ligeglad med, hvordan personen reagerer, når man ikke kender vedkommende. Det er der rigtig mange der gør..," forklarer Simone til Jyllands-Posten.

Simone fik også hjælp til at komme ud af mobningen, da hun kontaktede ungdomsbladet Vi Unge, som i dag afslutter et længerevarende tema om digital mobning.

Og hvad skal Simone Christensen nu? Ja, hun skal i 10. klasse og derefter på gymnasiet.

"Bare derudad...," lyder det fra det tidligere mobbeoffer, der har fået sit liv tilbage.

Kan du genkende Simones historie og beskrivelse af livet på de digitale medier?

Har du eller nogen du kender oplevet noget tilsvarende?

Og hvordan kommer vi det til livs?

Kom med din mening