Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Medicinalfirmaer skal tættere på os

EU: Medicinalbranchen må informere om lægemidler direkte til patienter. Nej tak, siger læger og forbrugere.

Patienter har behov for mere viden om sundhed, sygdom og medicin end myndighederne giver dem, og derfor skal medicinalvirksomheder have lov til at henvende sig direkte til patienter og forbrugere med information om lægemidler.

Det fremgår af et forslag, som EU-Kommissionen netop har fremsat, og som er sendt i høring i medlemslandene.

Frygt for skjult reklame

Ifølge Forbrugerrådet og medlem af EU-parlamentet Christel Schaldemose (S) har forslaget en god chance for at blive vedtaget, men det møder særdeles hård kritik herhjemme.

Både Lægeforeningen og Forbrugerrådet mener, at EU-forslaget fører til skjult reklame for lægemidler og et øget medicinforbrug.

»Det svarer til at sætte ræven til at vogte gæs. Det kan aldrig blive saglig og nøgtern information, men vil være reklame pakket ind i information,« siger næstformand i Lægeforeningen, speciallæge Yves Sales, som også er formand for foreningens Lægemiddeludvalg.

"Det går simpelthen ikke"

Også Forbrugerrådet raser mod det nye forslag.

»Vi kan ikke som samfund være tjent med, at det er medicinalindustrien, der skal informere borgerne om sundhed og medicinbrug. Det går simpelthen ikke,« siger sundhedspolitisk medarbejder i rådet, Sine Jensen.

I EU-forslaget skelner man mellem reklame og information, og der skal fortsat være forbud mod, at medicinalvirksomheder laver reklamer over for forbrugerne.

Information på nettet

I stedet vil man tillade industrien at informere befolkningen eksempelvis på hjemmesider og på internetportaler om lægemidler og sundhed. Samtidig skal der etableres både europæiske og nationale godkendelsesorganer, som skal forhåndsgodkende virksomhedernes information.

Ifølge Lægemiddelindustriforeningen (Lif) er det en god idé.

»Forslaget vil forbedre borgernes adgang til ordentligt, evidensbaseret information af høj kvalitet. Medicinalvirksomhederne, som udvikler medicinen, ligger inde med relevante oplysninger, som borgerne efterlyser,« siger Carsten Blæsberg, chefkonsulent hos Lif.

SF: Nej til bombardement

Sundhedspolitisk ordfører Jonas Dahl (SF) deler Lægeforeningens bekymring.

»Det er en farlig udvikling at åbne for lægemiddelbranchens bombardement af oplysninger til borgerne. Omvendt må vi også anerkende, at borgerne via internettet i stigende grad er i stand til at indhente oplysninger om behandling og lægemidler, og derfor skal man også finde en balance,« siger Jonas Dahl.