Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Færre bliver konfirmeret

<p>På to år er antallet af konfirmerede unge faldet med knap 620, på trods af at konfirmationsårgangen samtidig er blevet større.</p>

Kilde: Kristeligt Dagblad

Det skriver Kristeligt Dagblad.

I 2006 blev 50.777 konfirmeret, mens antallet sidste år faldt til 50.161, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.

Ifølge ungdomspræst i København Per Ramsdal er det ikke så overraskende. For han mener, det hænger sammen med, at mange af de unge i konfirmationsalderen i de større byer ikke er blevet døbt.

Samtidig peger han på, at forældre nogen gange glemmer, at det nu er tid til at få deres børn konfirmeret. For tidligere kunne præsterne dele invitationer til konfirmation ud til børnene i storbyskolerne, så børnene kunne tage dem med hjem. Men det har skoler sagt fra over for af hensyn til, at de ikke vil være postcentral for diverse religioner og organisationer, der vil reklamere for deres undervisningstilbud.

Derfor er Per Ramsdal nødsaget til at annoncere om konfirmandundervisningen i lokalavisen - og det er ikke alle forældre, der lige ser det, eller som er opmærksomme på, at det nu er konfirmationstid.

- Hvert år har jeg et par forældre, der ringer, fordi de ikke har opdaget, at det var konfirmationstid. Så kommer deres børn nogle gange med på holdet året efter. Det er ærgerligt, at vi ikke kan dele information ud i skolerne, men jeg kan godt forstå skolernes beslutning, siger han.

Folkekirken vælges fra

Ifølge Marie Vejrup Nielsen, der forsker i moderne kristendom på Center for Samtidsreligion på Aarhus Universitet, er det færre antal konfirmander sandsynligvis del af en større tendens, hvor flere vælger folkekirken fra.

Samtidig påpeger hun også, at de færre konfirmander kan være et udtryk for, at markant færre er medlem af folkekirken i storbyerne - både fordi de er mindre troende og på grund af multireligiøsiteten i de store byer.

Antallet af folkekirkemedlemmer er eksempelvis også lavere i Københavns Stift, hvor 66 procent af befolkningen er medlem af folkekirken, mod Viborg eller Ribe Stift, hvor medlemsprocenten ligger på omkring 90 procent.

Hun er enig med Per Ramsdal i, at når storbyskoler afviser at understøtte konfirmationsundervisningen, kan det have indflydelse på, om forældrene får deres børn konfirmeret eller ej.

- Traditionelt set har konfirmationen stået rigtig stærkt. Men det er tilsyneladende under forandring, måske også fordi folkeskolen i primært de større byer langsomt har trukket sig og ikke længere understøtter konfirmationen. Hvis flere skoler gør det, vil der være endnu flere, der falder fra og aldrig bliver konfirmeret, siger Marie Vejrup Nielsen.