Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Sådan får du det perfekte parforhold

<p>Stol trygt på din fornemmelse, når du forelsker dig, lyder det fra en samlivsterapeut. Få hans gode råd til et lykkeligt parliv.</p>

Problemerne i moderne parforhold opstår ifølge samlivsterapeut, forfatter og psykolog, Andrew G. Marschall, ofte, fordi vi efter et stykke tid tager hinanden for givet og begynder at tro, at vi kan forudse, hvad kæresten tænker og føler.

"Vi holder op med at se hinanden og dermed også med at bekræfte hinanden. Til slut ender det med, at den ene part vil bryde ud af forholdet," siger Marshall, som gennem 20 år har arbejdet som par- og familieterapeut.

I en ny bog "I Love You But I'm Not in Love With You" giver Andrew G. Marshall gode råd til, hvordan man bliver bedre til at forstå sig selv og styrke ens parforhold.

Ifølge det norske site kk.no inddeler han parforholdet i seks faser, og pointen er, at man skal være bevidst om hvilken fase, ens parforhold befinder sig i og handle ud fra det. For hver fase byder på forskellige udfordringer, og kendskab til parforholdets udviklings trin giver et bedre udgangspunkt, når parforholdet møder udfordringer.

Hvilken fase er dit parforhold i?

1. Sammensmeltingen

I begyndelsen hersker en stærk lidenskab og tiltrækningskraft basert på lyst. Det er overvældende, men risikoen er, at forholdet dør, hvis I ikke har noget andet til fælles end det, at I er tiltrukket af hinanden. Hvis parforholdet viser sig at byde på mere end rent begær, går relationen og sammensmeltningen videre til fase to.

Typiske problemer: Er man nyforelsket, undgår man ofte skænderier for enhver pris af frygt for, at kærligheden ikke gengældes. Men når følelserne holdes inde, ophobes de.

2. Redebygningsfasen

Man trives i hinandens selskab og bestemmer sig måske for at flytte sammen. Det særdeles aktive sexliv fra forholdets første fase aftager lidt og bliver mere afbalanceret. Man finder atter tid til venner og familie, som har været forsømt i forelskelsesperioden. Følelserne for hinanden forsvinder ikke, men de forandres. Man lærer at tilgive hinanden, og i denne fase bliver også modsætningerne tydeligere.

Typiske problemer. Den ene part er bange for at binde sig. Det, som tidligere var charmerende ved at tænke og handle forskelligt, begynder at føles mere som uoverstigelige forskelle. Han drømmer måske om at købe hus på landet, mens hun vil have lejlighed i byen.

Det kan I gøre: Diskuter det, som I er uenige om, også de små ting. Gennemgå jeres syn på vigtige ting som for eksempel arbejdsfordeling og børneopdragelse. Undvig ikke de små problemer og fej dem ikke ind under gulvtæppet til større problemer dukker op.

3. Selvbekræftelse- og stabiliseringsfasen

Det har vist sig, at I har forskellige syn på flere ting, og I har sandsynligvis forsøgt at få den anden til at gøre tingene anderledes. Måske har den ene opgivet en interesse, hobby eller et job for at dyrke kærligheden. Nu bør I føle jer så trygge ved hinanden, at I også kan gøre ting hver for sig og tillade den anden at gøre det samme.

Typiske problemer: Den ene har et dårligt selvbillede og vil gerne gemme sig bag et "vi". Forholdet kan blive ubalanceret, eftersom den ene part tidligere end den anden vil søge tilbage til dele af sit gamle liv.

Det kan I gøre: Lær at gå på kompromis. Forhandl om tid til sig selv, og afsæt tid til at tale ordentlig sammen. Forsøg at undgå, at ingen af jer føler jer overtrumfet eller jaloux.

4. Trygheds- og samarbejdsfasen

I denne fase bruger parret den tryghed, de har opbygget gennem forholdet, og sætter gang i et projekt i eller uden for hjemmet. Det kan være at få et barn eller at tage fat på et større ombygningsprojekt. I støtter hinanden og føler tryghed.

Typiske problemer: I risikerer at tage hinanden for givet. Den ene part kan blive så optaget af ting uden for hjemmet, at den anden føler sig glemt. Hvis I mødte hinanden som helt unge, er der en risiko for, at en af parterne modnes hurtigere end den anden.

Det kan I gøre: Lær at være generøse. Mange parforhold, som har svært ved at klare denne fase, havde det også svært i selvbekræftelsesfasen. Det kan være vanskeligt, når den ene part begynder på et nyt projekt eller et ny job, mens den anden part ikke føler, at han eller hun er med. Forholdet er afhængigt af, at I støtter hinanden og ikke overvåger hinandens personlige projekter med et jaloux falkeblik.

5. Han-er-vel-bare-sådan-fasen

I denne fase opgiver de fleste at ændre på partneren. Der er næppe nogen pointe i at bøvle med partnerens uvaner. I godtager hinanden, som I er, og er godt tilfredse med forholdet og venskabet. Det er ofte tiden med større børn, og nogle kan opleve det som vanskeligt, når børnene flytter hjemmefra, samtidig med at ens aldrende forældre kræver pleje.

Typiske problemer: Det kan være positivt ikke at ville lave om på sin partner. Men det kan også gøre dig deprimeret. Måske tænker du, om dit liv virkelig skulle forme sig sådan, og at han ikke bryder sig om dig længere. Dødsfald i familien eller andre tragedier kan bevirke, at den ene part revurderer sit liv og oplever en livskrise.

Dette kan I gøre: Lyt! Tag dig af din partner, selv om du mener, at du har nok at gøre med egne problemer. Vær til stede fysisk og mentalt, når den andre vil tale. Tag hinanden alvorligt og hjælp partneren igennem tabet og de omvæltninger, som eksempelvis sygdom og død i nærmeste omgangskreds indebærer.

6. Den gyldne alderdomsfase

Nu kan I høste frugterne af det, I har investeret i forholdet og er ikke så optaget af eventyr uden for forholdet. Par i denne fase oplever ofte en ny romantik, nærhed og intimitet. De stoler på hinanden og elsker hinanden.

Typiske problemer: Helbredet kan skrante, og den nødvendige ekstra omsorg og pleje kan opleves som svær at tackle. Det kan også skabe problemer, hvis man ikke tør sige nej til at passe børnebørn eller gøre tjenester for andre.

Det kan I gøre: Hav tålmodighed. Ifølge Marshall bliver mange af os nærmest karikaturer af os selv, når vi bliver ældre. Var man tidligere en person, som altid var ude i god tid, møder man nu gerne op endnu tidligere. Havde man derimod vanskeligt ved at komme til tiden, kan det være, at man nu helt glemmer aftalerne. Hav forståelse for det, så kan man bevare tålmodigheden oven for partneren.

Læs også: Forskere: Holdbar kærlighed kan forudsiges