Lucas fandt en ung kvindes ukendte far: »Jeg brød sammen, da jeg så det«

Når Lucas Flensted Eeg Terreni kontakter folk, ved han aldrig, hvad han får retur.

Mennesker, der spontant bryder ud i overvældende gråd.

Eller beder ham om at forsvinde og aldrig nærme sig igen.

Lucas Flensted Eeg Terreni er 27 år og historielærer på en skole syd for Køge. Som barn stod han ofte hjemme hos sine bedsteforældre og stirrede forbløffet op på en væg dækket af familiefotos. Familien kunne knap følge med i strømmen af spørgsmål: »Hvem er det?«, »Hvor er han fra?«, »Hvad laver han?«.

I dag bruger han barndommens nysgerrighed til at opspore slægtninge for andre.

Interessen begyndte for godt tre år siden og foregår typisk gennem en Facebook-gruppe. For lidt over et år siden blev han gennem gruppen kontaktet af en ung kvinde, der ledte efter sin biologiske far.

»Uden at afsløre for meget kunne jeg se, at hun var fra Nordvestjylland, og at flere af hendes DNA-matches lå i samme område. Der begyndte at danne sig et mønster. Jeg stykkede det sammen og lavede en profil på, hvem faren kunne være – alder, geografi, sandsynlige relationer. Til sidst begyndte vi at række ud,« fortæller han og tilføjer:

»Hej, sådan her er historien – og en aften kom et svar retur: ”Jeg tror, jeg er din far”, stod der.«

En DNA-test viste, at Lucas Flensted Eeg Terreni med sin søgning havde fundet frem til den rette – og det er han meget stolt af.

»Jeg endte med at finde hendes far, og de har en fantastisk relation i dag. Jeg har fået tilsendt billeder fra dem begge, og hun kalder ham for far. At jeg kunne være med til at give hende det, var en fantastisk oplevelse.«

En TikTok-trend og corona

Netop DNA-matchet spiller en afgørende rolle i denne og mange andre fortællinger om slægt og forsvundne familiemedlemmer.

For selv om der ikke er mange, der arbejder så systematisk med slægt i Danmark som Lucas Flensted Eeg Terreni og hans lille hold, der består af fire mand i en bred aldersskare, har der siden corona været stigende interesse for slægtsforskning – ikke mindst med udbredelsen af DNA-hjemmetest-kits.

Det har aldrig været nemmere at se, hvor man stammer fra, og hvem man er i familie med.

Selv peger Lucas Flensted Eeg Terreni også på corona som det tidspunkt, hvor hans egen nysgerrighed fik et skub: Youtubere, der talte om DNA-hjemmetest, en masse tid mellem hænderne, et testkit i postkassen – og pludselig lå der hundreder af DNA-matches, som kunne kobles til hans egne spørgsmål om de mange billeder på væggen hos bedsteforældrene.

»Jeg begyndte at snakke mere med min far om hans side af familien. Og så fik jeg kontakt til min farfars fætter, efter min farfar var død. Han delte lige pludselig ud af minder, fra da de var unge. Historier, jeg aldrig havde hørt før. Sådan nogle ting, man ikke nødvendigvis får fortalt. Det var helt fantastisk at få andres perspektiver på en person, jeg holdt meget af.«

Og i samtalen om hans egen familie fik han også øjnene op for det større billede:

»Det var dér, det gik op for mig, at det ikke kun var min historie. At det her faktisk kunne bruges til at hjælpe andre,« siger han.

Ikke alle unge går dybere ned i slægten

Historiker og professor Poul Duedahl fra Aalborg Universitet ser samme mønster:

»Ja, der kom et boost under corona. Man så et mylder af videoer og opslag, og det taler til unge. Men for de fleste unge er det nysgerrighed – et sus ved at få et svar –, der taler til dem, mere end den langsomme, metodiske besættelse, man ofte ser hos ældre slægtsforskere,« siger han og tilføjer:

»Når jeg holder foredrag i slægtshistoriske foreninger, er det ikke unge, der fylder tilhørerpladserne. Blandt pensionisterne bliver det et socialt fællesskab – og for nogle en egentlig passion.«

Det er samtidig blevet lettere at komme i gang, understreger han.

»Rigsarkivet har lagt enorme mængder materiale ud digitalt. Kirkebøger og folketællinger ligger i Arkivalieronline, og man kan faktisk sidde hjemme i stuen og lære sig skriftlæsning via netkurser. Men man møder stadig en grænse ved 75-års-reglen for personoplysninger – så den hurtige vej ind er at tale med bedsteforældre og lægge et lag på ad gangen,« siger han.

Tal fra en undersøgelse foretaget af Epinion for rejseselskabet Momondo peger i samme retning: Markant flere 18-25-årige overvejer en DNA-test end 66-plus-årige. Poul Duedahl er dog varsom med at udlægge det som et mål for egentlig interesse.

»Unge er i en fase, hvor man søger konturerne af, hvem man er. Testen bliver et spejl blandt mange. Hos de ældre handler det ofte om at forstå sig selv som et historisk væsen – at man er et lille tandhjul i et stort maskineri. Det tager tid at få den fornemmelse,« siger han.

Lucas Flensted Eeg Terrenis praksis lander et sted midt imellem de moderne DNA-test og den møjsommelige, metodiske slægtforskning.

»Hvis to fjerne matches deler oldeforældre, kan jeg triangulere derfra. Så bygger jeg stamtræer, finder dødsannoncer, tjekker navne på børn, krydstjekker i folketællinger – og til sidst rækker jeg ud. Til allersidst handler det om at få den rette person til at tage en test,« siger han.

Ikke altid en lykkelig slutning

Nogle gange ender det lykkeligt. Andre gange lukker døren.

»Jeg siger altid på forhånd, at der kan komme ubehagelige ting frem. Der kan være sidespring, donorforhold eller bare mennesker, der ikke vil røres. Så må jeg stoppe,« siger han.

Og så er der de øjeblikke, hvor det hele giver mening. Som da pigen – den samme, der skrev i en Facebook-gruppe – sendte ham et foto fra sin barndomsdagbog:

»Hun havde som otteårig skrevet i dagbogen: Jeg vil gerne se min far. Jeg brød sammen, da jeg så det. For mig var det beviset på, at det her ikke bare er data og diagrammer. Det er liv,« siger Lucas Flensted Eeg Terreni.

»For et mindretal ændrer testen faktisk noget afgørende. De får kontakt til søskende, de ikke anede fandtes, eller får bekræftet et ophav. For flertallet er gevinsten mere beskeden – et øjebliks større forbundethed. Men også det har værdi,« siger Poul Duedahl.

Og det er Lucas Flensted Eeg Terreni enig i – uanset alderen på både ham selv, de fælles slægtsforskere, han arbejder med, eller dem, hvis slægtstræ, han optrevler.

»Det lykkes ikke altid. Men når det gør, og der står ”far” i den anden ende – så giver alt arbejdet mening.«