Opsigtsvækkende ny behandling af type 2-diabetes
Blodsukkerniveauet hos sukkersygepatienter var stabilt et år efter kun én behandling.
Hollandske forskere har muligvis gjort et gennembrud, der kan gøre livet meget lettere for milllioner af mennesker med type 2-diabetes og give dem færre problemer med helbredet, skriver The Guardian.
Ved at ødelægge et stykke af slimhinden i tyndtarmen, hvorved kroppen reagerer ved at skabe en ny slimhinde, kunne forskerne stabilisere blodsukkerniveauet hos patienter med type 2-diabetes.
Forsøget blve udført ved, at et rør med en ballon i enden blev ført ind i 50 patienters mund og ned til tyndtarmen. I tyndtarmen blev ballonen derefter udvidet med varmt vand, hvorved et stykke af slimhinden blev brændt væk. I løbet af to uger dannede forsøgspersonerne en ny slimhinde. Et år efter indgrebet var sygdommen stabil hos 90 procent af patienterne. Årsagen antages at være en kobling mellem optagelsen af næringsstoffer i tyndtarmen og dannelsen af insulin blandt mennesker med type 2 diabetes.
Forskerne kalder resultatet spektakulært.
»Ved hjælp af den nye type behandling kan behandling med insulin udskydes - eller måske helt undgås,« siger Jacques Bergman, professor i gastroenterologi ved universitetshospitalet i Amsterdam til BBC.
Spørgsmålet er nu, om behandlingen har en varig effekt, eller om insulinbehovet hos sukkersygeramte vender tilbage. Men allerede én dag efter indgrebet kunne forskerne registrere forbedrede blodsukkerniveauer. Og et år efter behandlingen har hovedparten af forsøgspatienterne ikke behov for insulin.
Der er flere fordele ved den nye type behandling. Ifølge forskerholdet vil patienter med den nye behandling have mindre risiko for kredsløbssygdomme, nyreproblemer, blindhed og følelseshed i hænder og fødder.
Forskernes næste skridt er at rekruttere 100 patienter med type 2-diabetes i alderen 28 til 75 for at få bekræftet resultaterne i en større skala.
Omkring 320.000 mennesker i Danmark har diabetes. 8 ud af 10, der diagnosticeres med sukkersyge, har type 2-varianten.