Karrieredrømme? Lær af topledernes adfærd
Man kan ikke give en opskrift på, hvordan man bliver leder. Men mange karaktertræk går igen, og den adfærd kan du lade dig inspirere af.
Skal man tale som et vandfald og have rundsave på albuerne? Have et stort netværk? Eller knokle i tavshed?
Hvis man går med lederdrømme, kan det være svært at regne ud, hvilken adfærd der kendetegner en topleder.
Men selv om der ikke findes en fast opskrift på, hvordan man kommer til tops, er der karaktertræk, som går igen hos mange topledere.
Det viser en undersøgelse fra virksomheden People Test Systems, som udfører personlighedstests til rekruttering.
Og hvad end du selv drømmer om at blive topleder, mellemleder eller bare få mere indflydelse, kommer her nogle af toplederes typiske karaktertræk og bud på, hvordan du selv kan lade dig inspirere af den adfærd.
1) Færre detaljer
Det mest fremtrædende karaktertræk ved de adspurgte topledere er, at de ikke er detaljeorienterede, siger Torben Tolstøj, der er direktør i People Test Systems og ansvarlig for lederundersøgelserne.
De vil typisk ikke hænge sig i micromanagement, men have fokus på de større linjer. Og selv om du ikke selv sidder ved roret, er det noget, du sagtens kan lade dig inspirere af, siger Torben Tolstøj.
- Så kan man øve sig i at løfte sig ud af detaljerne og have blik for det større perspektiv, siger han.
2) Dominans
Et andet gennemgående karaktertræk er, at en stor del af toplederne tør være dominerende, siger Torben Tolstøj.
- De fylder noget. Og de er ikke bange for at stille sig op, fylde et rum ud og være synlige, siger han.
Så lederne tør gribe mikrofonen og bruge taletiden. Og den mentalitet kan du også lade dig inspirere af, siger Torben Tolstøj.
- Man skal turde sige: Godt, nu er det sådan her, vi gør – og vi skal den vej, siger han.
3) Højt arbejdstempo
Mange topledere har – ikke overraskende – et højere arbejdstempo end gennemsnittet.
- Vores undersøgelser viser, at de træffer hurtige beslutninger, er i fremdrift og har tendens til at være utålmodige, forklarer Torben Tolstøj.
Men hvis du vil lade dig inspirere af den adfærd, har du brug for en makker, for det kan være svært at vurdere sit eget arbejdstempo.
Så tal med kollegerne om, hvordan de opfatter dit tempo, og se herefter, om du kan skrue op for det.
4) Ambitiøse
Et andet gennemgående karaktertræk er, at toplederne har ambitioner, der strækker sig langt ud i fremtiden.
- Så hvis man skal være leder, skal man hele tiden være opmærksom på: Hvad er næste skridt for mig?, siger Torben Tolstøj.
Undersøgelsen viser, at toplederne ikke slår sig til tåls med at have nået en bjergtinde, men sætter nye mål og delmål.
5) Visionære
Toplederne er ofte drevet af at ville gøre en forskel - og ikke kun lave et godt stykke arbejde, viser undersøgelsen.
Så hvis du skal låne fra den adfærd, skal du ville mere end bare at nå dagens opgaver på skrivebordet.
- Det er igen en øvelse, hvor det handler om at løfte sig lidt ud af medarbejder- eller specialistrollen og arbejde mere strategisk med længere målsætninger. Så man ikke kun løser opgaver i hverdagen, siger han.
6) Risikovillighed
Et sidste gennemgående karaktertræk er risikovillighed, forklarer Torben Tolstøj.
- Vi kan se, at de tør træffe beslutninger, hvor der er noget på spil – og samtidig kan sove godt om natten, siger han.
Og selv om du måske aldrig bliver en vovehals, kan du godt øve dig på risikovillighed.
- Man kan øve sig i det små og træffe større og større beslutninger - uden nødvendigvis at skulle debattere det med andre. Så man langsomt bygger det op og står på mål for de beslutninger, siger Torben Tolstøj.
/ritzau fokus/